Den helt nye Ford Ranger, der også kommer i en kraftig V6-udgave, lander herhjemme om cirka et år, og fabrikken løfter nu sløret for en række funktioner, der gør kundernes hverdag nemmere.
Ford har i forbindelse med udviklingen iøvrigt indsamlet erfaring fra flere end 5.000 pickup-ejere.
Nye trin ved ladet
Bilen får bl.a. nye integrerede trin bag bagdækkene, så man lettere kan komme op på- og ned fra ladet. Trinnene er fastgjort direkte i forlængelse af ladet, så man slipper for at kravle op via bilens bagdæk.
Ny belysning hjælper én med at finde udstyr eller materialer, der kan gemme sig i mørke ved at oplyse ladet eller 360-grader omkring bilen. Sidstnævnte er en smart funktion, der kan indstilles i “FordPass”-app’en. Man kan desuden tænde belysningszoner, hvis man for eksempel kun ønsker lys foran bilen.
Den nye og lettere bagklap kan åbnes og lukkes med en enkelt hånd, men fungerer derudover også som mobilt arbejdsbord. To skruetvinger er designet til at fastholde byggematerialer – mens udvalgte modeller af Ranger har en indbygget lineal, der gør det hurtigt at foretage opmåling.
Stik til el-værktøj
Man kan også bruge elektrisk værktøj så som en boremaskine ved at forbinde det til bilens strømforsyning. Med en kapacitet på 400 watt er det muligt at strømforsyne alt fra værktøj, en ovn, en elektrisk køleboks, en smartphone eller en computer. Mere end 150 slags ekstraudstyr fås til den nye Ranger.
Flytbare lastdelere giver mulighed for at skabe og mere praktiske, mindre rum på ladet, som er blevet udvidet med 50 mm i bredden. For eksempel vil man være i stand til at transportere en krydsfinerplade eller en palle i fuld størrelse.
Længden på ladet er mellem 1.544 mm. til 2.305 mm. afhængig af bilens udgave. Skinnerne på ladet har justerbare kroge, der kan flyttes og fastgøres ni forskellige steder på skinnerne. Derudover har Ranger seks permanente kroge i ladet.
Ranger XL har desuden udvendige surrekroge uden på ladet.Wildtrak versionen er udstyret med særlige langsgående skinner i aluminium, der har samme længde som ladet.
Elektrisk dækken
Et særlig slidstærkt plastmateriale beskytter ikke kun ladets bund og sider, men også pickuppens bagklap.
Måske dansk dækken
Et elektrisk rulledækken er også tilgængeligt. I dag leverer Maintain Top i Frederikssund dækken til fabriksmontering (OEM) hos Ford. Det er ikke oplyst, hvem der producerer dækken til den nye udgave af Ranger.
Det kan rulles op og i med brug af en nøgle, inde fra kabinen i instrumentbrættet eller ved at anvende en knap placeret i ladet. Det stopper helt automatisk i tilfælde af modstand, hvis der for eksempel sidder et stykke træ eller anden last i klemme.
Langs siderne af det elektriske rulleladdækken er der desuden monteret greb, der kan anvendes til at fastgøre for eksempel værktøj. Designet på pickuppens tag gør det muligt at montere tagbøjer. Den nye Ranger kan have taglast på op til 350 kilo (statisk) og 85 kilo (dynamisk).
Bilen kan bestilles i år
Fords europæiske kunder kan bestille den nye Ranger i slutningen af 2022, mens de første leveringer forventes i begyndelsen af 2023. Den nye Ranger kommer i udgaverne XL, Sport og Wildtrak.
Priser samt hvilke modeller, der vil blive introduceret på det danske marked, bliver offentliggjort i løbet af 2022.