Det er ikke ret mange små personbiler, der opfylder betingelserne for at blive indregistreret på gule nummerplader – som varebil.
For varerummet skal kunne rumme en box på 80×120 cm. Samtidig skal de opfylde en række sikkerhedsmæssige krav – bl.a. gennem en crashtest.
Den test er ikke gratis at udføre, så mange importører holder sig af den grund også tilbage, når det gælder ombygning af biler til Van’s.
Øget efterspørgsel
Men samtidig er efterspørgslen på små elektriske varebiler i fortsat vækst i takt med, at flere virksomheder søger fleksible og bæredygtige transportløsninger – ikke mindst i byer.
Internationalt er begrebet kendt som Last Mile distribution, for med stigende handel på nettet, vil kunder have deres pakker leveret hjemme i lejligheden – med det samme.
Mange virksomheder – og især offentlige myndigheder – kræver tilmed, at deres leverandører stiller med et miljørigtigt køretøj for at komme i betragtning til en opgave.
Stor inden i
Den kompakte Hyundai Inster opfylder alle behov – og krav – til ombygning, for selv om den er lille at se på, og også let finder rundt i byens travle trafik og stressende parkeringsjungle, så er den stor inden i.
Den kompakte, men rummelige konstruktion gør det muligt at udnytte kabinepladsen effektivt.
Det er en væsentlig fordel ved ombygning til erhvervsbrug, servicekøretøjer og specialiserede transportløsninger, hvor både pladsudnyttelse og funktionalitet er centrale parametre.
Bestseller
Samtidig ses en stigende tendens til, at flere aktivt efterspørger elbiler, der kan anvendes til Van-formål i takt med elektrificeringen af erhvervsflåder.
Inster er samtidig den mest solgte personbil i segmentet op til 2.400 kg ombygget til Van og indtager en samlet førsteplads på markedet i perioden fra 1. januar til 31. juli 2026.
Det viser Bilstatistik over nyregistreringer, hvor den solgte i 38 enheder i årets første syv måneder – eller på niveau på de kendte Van-højdespringere Skoda Enyaq Van, Volkswagen ID.3 Van og Peugeot 2008 Van.
Fleksibel
Med disse egenskaber fremstår bilen som en god løsning for professionelle aktører, der arbejder med specialtilpasninger og kommercielle Van-løsninger.
“Det er vigtigt for os at have køretøjer, der fungerer i praksis og kan tilpasses vores behov. Inster Van tilbyder de nødvendige indvendige mål og den fleksibilitet, der gør den anvendelig i vores daglige drift,” siger Stefan Olesen, Fleet Partner hos distributionsselskabet “dao.”
For Hyundai bekræfter tilbagemeldingerne fra kunder som dao de kvaliteter, der gør Inster til en attraktiv platform for Van-ombygning.
“Vi ser en tydelig interesse fra kunder, der vælger Inster Van – netop fordi platformen lever op til de krav, der stilles ved Van-ombygning. Det er en platform, der giver reel anvendelighed i praksis – ikke bare på papiret,” siger Annegrethe Skovby, PR Manager hos Hyundai Danmark.
Inster Van fås i to udstyrsvarianter: Essential og Advanced, som begge tilbydes i to forskellige batteristørrelser: Standard Range og Long Range.
To batteri-størrelser
Standard Range-versionen med et 42 kWh-batteri, der giver en rækkevidde på op til 327 km på en opladning, og 97 hk fås fra kun 148.732 kr. ekskl. moms.
Long Range-versionen har et større 49 kWh-batteri med op til 370 km rækkevidde og 115 hk. Prisen begynder ved 156.732 kr. ekskl. moms.
Begge batteristørrelser understøtter lynopladning (DC-ladning) med op til 120 kW. Under de optimale forhold kan batteriet oplades fra 10 til 80 pct. på cirka 30 minutter – uanset batteristørrelse.
Matcher behov
Hyundai har fået øjnene op for gulplade-udgaver af deres elektriske køretøjer – selv om der i reglen ikke betales afgift af elbiler.
Men kunder sparer momsen – og får et bedre forhold til kunderne og deres miljø-krav til transport.
Udover Inster Van kan også modellerne Kona Electric, Ioniq 5 og Ioniq 9 leveres som Van.
”Dermed er det muligt at vælge en elektrisk varebil, der matcher forskellige behov – uden at gå på kompromis med elektrisk mobilitet, komfort eller funktionalitet,” udtaler Annegrethe Skovby.

