Da Lexus-salget blev lukket ned i sommeren 2013, lovede Toyota at genoptage importen, hvis miljørigtige biler blev favoriseret. Derfor begynder importen igen.
”Hvis afgiftssystemet ændres, så miljøvenlige biler får en fordel frem for konventionelle biler, vil importen formentlig blive genoptaget.”
Sådan udtalte pressechef Anders Tystrup, Toyota Danmark, sig i sommeren 2013 til undertegnede – dengang som transportredaktør på Berlingske Tidende.
Opstart til sommer
Og det holdt stik. Nu er Lexus på vej igen – men opstart til sommer. Dels forbi miljørigtige hybridbiler som Lexus beskattes mere gunstigt end tidligere – dels fordi salget af luksusbiler herhjemme er steget.
Dengang i 2013 blev importøren af Lexus, Toyota Danmark, enige med eneforhandler af Lexus, Michael Lassen Automobiler i København, at man satte Lexus-salget i bero. De luksusprægede biler var blevet for dyre – ikke mindst efter at de som nævnt næsten alle var blevet forsynet med dyr benzin/hybrid-teknologi.
Dengang var der kun én diesel-Lexus IS-model, men den blev hurtigt taget af programmet hos Lexus til fordel for netop en benzin/hybrid udgave.
162 gulplade-Lexus dengang
I 2012 solgtes der 39 Lexus-biler i Danmark. Ved årsskifet var der indregistreret 684 Lexus biler i Danmark som personbiler og 162 som gulpladebiler.
Om importøren vil tilbyde de nyeste Lexus-udgaver som gulpladebiler, vides ikke – men holder de målene for varebiler på 120 x 60 centimeter, så er der i princippet intet til hinder for at en kunde selv kan få ombygget bilen og så stille den til syn.
Da den første LS 400 blev introduceret i 1989, vakte det begejstring i pressen, at en 5-krone kunne stå på højkant på motorblokken uden at vælte – med motoren gående. Testen blev også gennemført med et glas champagne. Uden at glasset skummede over.
Københavns luksusbil-område
I første omgang vil salget af fabriksnye Lexus-biler ske med udgangspunkt hos en enkelt ny dedikeret Lexus-forhandler, der bliver placeret på Dynamovej 10 i Søborg, der også er hovedsæde for Toyota Danmark.
Her vil Lexus København, som forhandleren kommer til at hedde, få et nyt showroom, hvor receptionen tidligere var placeret.
Genboen sælger Mercedes-Benz og naboerne sælger henholdsvis Audi og Range Rover. Så denne del af Bagsværd er blevet en åndehul for luksusbiler.
30 års fødselsdag
Lexus er et forholdsvist ungt brand i bilbranchen og kan i år fejre 30-års jubilæum. Missionen var fra første færd i 1989 at bygge verdens bedste biler, og det vakte stor opsigt, da Lexus samme år introducerede sin første model, luksus-sedanen Lexus LS400. Den havde været fem år undervejs.
Men Lexus vil ikke længere blot betegnes som et luksusbilmærke. Lexus kalder sig selv for et luksus livsstils-brand, der rækker videre end bilverdenen.
Omotenashi
”Hos Lexus sætter vi kunden i centrum i alt, hvad vi gør. Vi arbejder ud fra det fineste japanske princip om gæstfrihed, Omotenashi, der betyder, at vi altid sørger for at forudse og møde den enkelte kundes specifikke ønsker og behov og behandler enhver med høflighed og opmærksomhed og som en højt værdsat gæst i hjemmet,” siger den danske Lexus-chef, John B. Hansen.
Så måske er der mulighed for et lynkursus i japansk, når man gælder Dynamovej 10 i Søborg.