2021 fik ikke den gode start på salg af last- og varebiler, som branchen kunne håbe. Præcis som med personbilssalget var kunderne tilbageholdende.

Salget af varebiler faldt med 26 pct. i forhold til januar 2020 og personbiler endda med 45 pct. Salget af lastbiler faldt dog kun med 14 pct.

Med 2.066 nyregistrerede varebiler endte den forgangne måned som nævnt 26 procent under samme januar sidste år, hvor der blev indregistreret 2.791 nye varebiler.

Nye beskatningsregler

Nye beskatningsregler betød, at der ikke kunne meldes eksakte priser ud på person- og varebiler – og faktisk er det først nu, at der er ved at blive styr på priserne.

Så der har været lidt usikkerhed at spore – især når det gælder varebilerne.

4. december kom der den nye politiske aftale om afgifterne på person- og varebiler. Imens forholdene for personbiler relativt hurtigt var klare, udestod der selv i januar fortsat væsentlige spørgsmål i forhold til varebilerne.

Tror ikke på lavere salg i år

”Det forklarer den sløve start på året, men på trods af en dårlig start, forventer vi dog ikke et lavere salg i 2021,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører, DBI.

Samtidig siger DBI også, at man skal se på december i fjor, som salgsmæssigt var en god måned.

”Varebilssalget i 2020 var ikke så påvirket af Corona-pandemien, som man kunne frygte. Både i bygge- og transporterhvervene har aktiviteten været høj, og varebilssalget gik ganske godt og var kun seks procent nede i forhold til 2019. Salget i december 2020 blev tilmed rekordhøjt,” siger Mads Rødvig.

Flere tunge varebiler

I januar 2021 blev der solgt relativt flere af de tunge varebiler (over 3.490 kg) end i januar 2020 – bl.a. fordi de var blevet noget billigere med de nye regler.

Med 481 nyregistreringer udgjorde de tunge varebiler 23,3 pct. af varebilsalget. Det er 4,3 procentpoint mere end i januar måned sidste år.

Omvendt måtte de lette varebiler (under 2.500 kg) afgive en markedsandel på 4,0 procentpoint. Salget af de mellemtunge varebiler (2.501-3.490 kg) var nogenlunde uforandret med et beskedent fald i markedsandel på 0,3 procentpoint, oplyser DBI.

Mindre fald for lastbiler

Lastbilsalget endte 14,3 procent lavere i januar 2021 end i 2020, men ser man på udviklingen over de seneste fem-seks måneder, ligner udviklingen meget den tilsvarende periode året tidligere.

”I januar 2021 oplevede vi et beskedent lastbilsalg. Forventningen for 2021 er et samlet lastbilsalg, der ender over det realiserede i 2020,” siger bildirektøren.

I januar måned kom 360 nye lastbiler ud på de danske veje. Det er som nævnt 14 procent færre end sidste år, hvor der blev indregistreret 420 nye lastbiler. Den sløje januar for lastbilerne skyldes betydeligt færre tunge lastbiler (over 24 ton) end i januar 2020.

Flere lette- og mellemtunge lastbiler

Imens tre ud af fire nye lastbiler havde en tilladt totalvægt over 24 ton i januar 2020, var det kun tilfældet for to ud af tre i januar i år.

Det resulterer i en tabt markedsandel på 8,1 procentpoint. Til gengæld blev der både indregistreret flere lette (under 16 ton) og mellemtunge (16,001-24 ton) lastbiler i januar 2021 end i januar 2020.

De to vægtklasser øgede således deres respektive andel af lastbilmarkedet med hhv. 3,1 og 5,0 procentpoint, oplyser DBI.

Varebilsalget i januar 2021:

Ford Transit Custom 390 enheder.
Mercedes-Benz Vito 133 –
Mercedes-Benz Sprinter 131 –
Ford Transit 2 tons 126 –
Volkswagen Transporter 107 –
Ford Transit Connect 82 –
Dacia Dokker 79 –
Peugeot Expert 60 –
Volkswagen Crafter 59 –
Renault Trafic 57 –

Ford Transit Custom præsterede med 390 enheder at sælge cirka tre gange så mange enheder som nummer to, Mercedes-Benz Vito med 133 enheder.

De to mest solgte ombyggede personbiler (Vans) var Ford Focus med 19 enheder og Volkswagen Touran med 13 enheder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk