Mollerup Mølle på Mors har netop fået leveret den anden identiske Scania R 580 med V8-motor som trækkraft. Igen leveret af Scania forhandler Stiholt i Thisted.

Og hvorfor nøjes med én ny lastbil, når man kan købe to. Så da Mollerup Mølle i Nykøbing Mors sidste år besluttede sig for at købe den nye Scania R580 med V8 motor valgte virksomheden at booke to helt ens lastbiler.

Den ene har allerede kørt en del kilometer siden juni 2017, men nu har man så fået leveret lastbil nummer to – det andet af to helt ens vogntog med den nye Scania R 580 B6x2 som trækkraft.

Producerer 200.000 tons foder

Nykøbing virksomheden producerer årligt cirka 200.000 tons foder til produktionsdyr som kvæg, svin og fjerkræ samt til hobbydyr som hest, hund og kat.

Det giver masser af transport, så derfor råder Mollerup Mølle over egen vognpark til transport af både råvarer og færdige produkter.

Den nye Scania er opbygget med tryktank i rustfrit stål på 28 kubikmeter fordelt i fire rum, mens den fire-akslede påhængsvogn rummer 40 kubikmeter og ligeledes er bygget helt i rustfrit stål.

Tanke leveret af VM Tarm

VM Tarm har stået for den komplette opbygning inklusive maling, mens Albjerg’s Maskintec i Stenstrup på Fyn har leveret blæser- og kompressor-anlæg til vogntoget.

Ud over at være opbygget i rustfrit stål udmærker opbygningen sig ved at være meget let.

Så det komplette vogntog har blot en egenvægt på præcis 19 tons køreklar, hvilket giver en lasteevne på hele 37 tons.

Med syn og dekoration

VM Tarm har stort set leveret vogntoget nøglefærdigt inklusive dekoration og syn til Stiholt i Thisted inden slutklargøring og levering til Mollerup Mølle.

Stiholts lastbilsælger i Thisted Lars Pedersen er manden bag handlen.

Den indbefatter en seks-årig reparationsaftale med udvidet drivlinedækning i foreløbigt seks år.