Det er blevet moderne med høje SUV-biler, men Ford har med deres Focus Active fundet en mellemting mellem stationcar og SUV.

Der er kun tre centimeter mere frihøjde i en Ford Focus Active end i en almindelig Focus, men med Active modellen prøver Ford at være med på noderne med en lidt højere bil, som byder på en anelse mere komfort gennem lettere ind- og udstigning.

Der er mange konkurrenter, som også har lanceret lidt højere biler de senere år – også så de lugter lidt af firehjulstræk, men selv om Ford i Active modellen byder på mulighed for skift mellem ”Trail Mode” og ”Slippery Mode” – så får man ikke en off-roarder mellem hænderne.

Årets Bil i Danmark

Focus i nyeste udgave har vundet prisen Årets Bil i Danmark 2019 – bl.a. grundet dens fine køreegenskaber.

I Active modellen betyder de tre centimeter og uafhængig Multilink bagaksel måske nok, at det super dynamiske er svækket lidt. Dertil lidt ændret frontgitter, sorte plast-skærm-kanter og sorte tagrælinger.

Mange vil måske også mene at styretøjet er knap så skarpt til de hurtige sving, men det tænker man ikke på ved normal kørsel. Det hedder kompromis – og de fleste mennesker tænker nok først og fremmest på komforten.

Overvej diesel som Van

Som lille arbejdshest på gule plader, vil de fleste nok også være glade for den ekstra frihøjde – men måske den 150 hk benzinmaskine vil være udskiftet med en 150 hk dieselmaskine, fordi man får bedre bundtræk og 1.800 kg. trailervægt i stedet for som her 1.500 kg. Læssehøjden har vi målt til 670 mm. Der er over 1.600 liter varerum i stationcar udgaven.

Man skal også vænne sig til den 3-cylindrede motorlyd, som vi dog skal rose Ford for at have pakket godt ind.

Ved normal kørsel spekulerer man ikke over det. Ovenikøbet kobler motoren en ekstra cylinder af i visse cruise-funktioner så som at køre ned ad bakke.

Fin automat-gearkasse

Det skal give en bedre økonomi for forbrugeren – men også et bedre CO2 tal for Ford, som dermed lettere kommer ned på et pænt CO2 tal for fabrikkens samlede produktion.

14,1 km/l skulle være det officielle forbrugstal for den testede bil med i øvrigt velfungerende 8-trins automatgear. Godt 16 km/l, hvis man vælger manuelt gearskift. Stop/start system hjælper også med.

Testbilen var i øvrigt ganske kvik – 8,8 sekunder til 100 km/t og topfart på 210 km/t. Men kører man sporty hele tiden, holder det nævnte forbrug ikke. Kører man gelinde, opnår man tillige en ganske støjsvag bil, som er behagelig at rejse i.

Inspirerende kabine

Det er 21 år siden, at den første Focus blev lanceret som afløser for Ford Escort – og fra begyndelsen har Fords små mellemklassebiler været i spidsen, når det gælder køreegenskaber og køreglæde. Det gælder fortsat.

Den nye Focus har også en inspirerende kabine – med meget komfortable og trinløs indstillelige sportssæder samt fodplade til at give en lige sideposition. Dertil en overskuelig instrumentering.

Man kan vælge at skifte gear selv via skifteplader bag rattet.

Masser af udstyr

Udstyret i testbilen omfattede 18-tommer aluminiumsfælge, 2-zone klimaanlæg, elektrisk håndbremse, nøglefri start, midterboks/armlæn, antispin, elektrisk glassoltag (ekstra), læderrat og 8 tommer touchscreen – men ingen SYNC3 navigation og ingen p-sensorer som standard.

Der var heller ikke skiltegenkendelse, men testbilen havde ekstra adaptiv fartpilot, nødbremse med fodgængergenkendelse, linjevogter, fartpilot/begrænser, flaskeholdere i dørene og to kopholdere samt og usb-stik.

Testbilen koster 194.220 kr. plus moms. For beskedne 2.600 kr. plus moms kan man få den 2-liters 150 hk dieseludgave med fire cylindre.

Ford Focus 1,5 SW Active:

Motor: 3 cyl. benzin.
Slagvolumen: 1.496 ccm.
Ydelse: 150 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 240 Nm v. 1.600 omdr.
Topfart: 210 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 8,8 sek.
Forbrug g/s WLTP: 14,1 km/l.
CO2-udslip: 158 g/km.
Varerum: Ca. 1.600 liter.
Læssehøjde udv./indv.: 670/10 mm.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Dæk: Hankook Ventus Prima 3 – 215/50 R 18.
Bremser: vent. skiver/skiver – esc, ABS, ASR.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Pris ekskl. moms: 194.220 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk