Den nye Iveco S-Way havde premiere i 2019 – kort før pandemien lukkede verden. Så vi først nu prøvet den nye italiener på danske veje – i topudgaven med 570 hk dieselmotor.

Designet er flot på den nye Iveco S-Way – men det er jo ikke unormalt, når det gælder biler fra støvlelandet. Og det var på tide, for med en 17 år gammel forgænger i form af Stralis, trængte der til et mere sprælsk ydre.

Køreegenskaberne har S-Way også med sig. Vores 6×2 udgave krængede med sin luftaffjedring ikke så meget, når vi kørte ind i en rundkørsel med næsten fuldt lastet Kel-Berg tiptrailer – venligt udlånt af Niels Nielsen og Søn på Midtfyn.

Lav egenvægt

Lastbilen havde kørt 39.000 km som demobil – altså netop tilkørt, og den virkede også meget smidig.

Med sine 570 hk var der tilfredsstillende præstationer trods den høje totalvægt.
Godt vejgreb hænger også en del sammen med trækkerens ret lave egenvægt på cirka otte tons.

Vi havde endda tæt på 54 tons totalvægt på køretøjet, da vi forlod udgangspunktet for testen – Iveco Odense på Fyn – og med en lokal co-driver i Stefan Madsen fra Iveco Odense var vi sikre på at finde hjem igen efter en udflugt til Svendborg.

Mest i topgear

Vi stillede fartpiloten på 85 km/t med plus/minus max. 5 km/t – og kørte et par timer i bilen i det kuperede Sydfyn – og på motorvejen var der kun en enkelt gang, at vi var nede i 11 gear i bilens 12-trins ZF Hi-Tronic automatiserede gearkasse.

Resten af motorvejskørslen skete i 12. gear, der er højeste gear. Vi lå mest på 1.100-1.300 omdrejninger i marchfart – men vi var dog oppe på 1.500 omdrejninger på nedkørsler.

Her benyttede vi meget bilens 2-trins motorbremse, så vi ikke skulle bruge fodbremsen for meget – og spare brændstof. Motorbremsen brugte vi også ved rundkørsler.

Curser 13 motor er genbrug

Det tunge vogntog klarede testturen med 2,6 km/l ifølge bilens instrumenter – over de cirka 80 km testrute. Det er pænt taget i betragtning, at vi kørte fuldt lastet i en ganske kuperet terræn.

Vi hørte dog en del til motoren, men på marchfart er den ganske støjsvag. Faktisk er der tale om genbrug fra forgængeren – det er fortsat den 12,9 liters Cursor 13 motor, der bruges – om end opdateret.

Vi brugte også Hi-Cruise, den GPS baserede fartpilot, der sikrer optimalt gearskift i kuperet terræn. Det betyder også optimal brug af ECO Roll funktionen.

Typisk entreprenør-lastbil

Tidligere har vi prøvet S-Way over 150 kilometer i Sverige – dog i gasudgave, men dieseludgaven er den mest solgte herhjemme.

Vores testbil var opbygget som en typisk 6×2 entreprenørbil – dog med Active Space førerhus med fuld ståhøjde i førerhuset. Testbilen havde ekstra også sideskørter (fra Nordicc) og fuld alu-dørk foran og bag skamlen. Akselafstanden var 3.200 mm.

De 570 hk er typisk valg til en bil, der skal være fleksibel med hensyn til opgaver – og ofte solgt til mindre vognmandsforretninger.

Lang leveringstid

”Testbilen er typisk en demobil, som vi bygger op som entreprenørbil med et rimeligt udstyrsniveau uden at det skal være prangende. De 570 hk betyder også, at bilen kan bruges som modulvogntog på 60 tons,” siger Henning Nielsen, produktchef for lastbiler hos Iveco North Europe.

Han peger også på, at den nye S-Way klarer sig godt – bortset fra problemer med halvledere (chips), som gælder de fleste producenter. Derfor er der lige nu lang leveringstid på alle Ivecos produkter – ligesom hos konkurrenterne.

”Chaufførerne er glade for bilen, som yder på god komfort. S Way kan fås i mange udgaver og med højt udstyrsniveau, og meget kan vi også eftermontere,” siger Henning Nielsen.

Let adgang via tre trin

I forhold til forgængeren Stralis er førerhusets basiskonstruktion videreført, men der er bl.a. en helt ny front, ny top og nye døre, der dækker de to øverste trin af de i alt tre trin.

Mange konkurrenter har fire trin og jævnt gulv, men tre trin giver lettere adgang til kabinen – og niveauforskellen ved motortunnelen er begrænset til 10 cm.

Bilens form er udviklet for at optimere aerodynamikken og dermed sænke brændstofforbruget.
S-Way er 12 pct. mere aerodynamisk end Stralis.

Ekstra besparelse

Den nye 2022 udgave har endda en yderligere tre pct besparelse – da teknikken er efter nyeste euro 6e miljønorm. Desuden havde bilen opdateret eco modus klimaautomatik.

S-Way blev vist første gang i Madrid i 2019 – og blev på grund af pandemien forsinket til eksport. I forvejen havde bilen ladet vente på sig – siden de første spionfotos kom for dagens lys i 2017.

Bl.a. er instrumentbrættet med sin buede form tæt på Stralis-designet – men funktionerne er gode nok, selv om udvidet digital instrumentering med flere store skærme ses mere og mere i branchen. Testbilen har dog 7-tommer touchscreen.

Ikke elektrisk håndbremse

Man kunne i en ny lastbil måske også forvente elektrisk håndbremse. Der er dog betjeningskontakter ved køjerne – samt LED lygter for og bag samt signatur-kørelys.

Active Space førerhuset sikrer meget opbevaringsplads til chaufføren. Skabene over forruden er nu større – på 250 liter – og dertil kommer de to sideskabe på hver side af førerhuset, som kan nås fra vejen – med andre skabe bliver det til 375 liter.

Der er ikke blevet sparet på indretning og udstyr i førerhuset. Der er en helt nyindrettet kabine – bl.a. med lækrere og blødere plastmaterialer på instrumentbrættet. I det hele taget er kvalitetsfornemmelsen forbedret i forhold til forgængeren.

Bedre kørestilling

Iveco har også udviklet en stor mængde ekstraudstyr – eksempelvis elektrisk tip af førerhus (med fjernbetjening placeret under frontklappen). Det er dog ikke standard.

Der er som nævnt ny og større syv-tommer skærm med navigation samt lavere sædekonsol og tykkere sædepude i det stofbetrukne førersæde, der giver bedre kørestilling end tidligere. Sæderne har også to armlæn, varme og ventilation.

Dertil kommer nye køjer. I testbilen var underkøjen tredelt, så midtersektionen kunne bruges som bord. Til gengæld var underkøjen så ikke god som køje – her kunne man med fordel bruge den øverste køje.

Klimaautomatik

Der er også el-indstillelig tagluge med gardin – samt køleskab under køjen og skuffer i instrumentbrættet. Der er flere usb-stik – også ved passagersædet og ved køjerne.

Der bruges LED belysninger i kabinen, og der er et integreret eco modus klimaautomatik, der også virker ved parkering og overnatning.

Læderrattet er ekstraudstyr – og var i testbilen fladt i bunden, som kendes fra personbiler. Men det giver også lettere indstigning, og bedre siddekomfort. Rattet er et multifunktionsrat med 22 betjeningsknapper, som man lige skal lære at betjene.

Bedre udsyn

Vi skal også nævne de nye og slankere sidespejle. Endelig er sideruden større, så der med den større forrude samlet er et bedre udsyn end i Stralis.

S-Way har også lys- og regnsensor. Sikkerhedsmæssigt kan vi også nævne adaptiv fartpilot, nødbremse, Lane Departure Warning (sporassistent), skivebremser for og bag, elektronisk stabilitets system og multijusterbart rat.

Iveco er gået sammen med Microsoft for at udvikle serviceplatformen på S-Way – og det gælder også ”MyIveco” portalen og en app, som forbinder bil og pc. Læg dertil en opdateret flådestyring med professionel brændstofrådgivning og vedligeholdelse.

Alexa styrings-app

Den nye S-Way er koblet op på såvel transportselskab og vognmandsforretning samt værksted, hvor man kan følge køretøjet og i god tid give råd om serviceplanlægning.

Det går under navnet Alexa, som er stemmestyret. Overvågning og opdatering af bilen sker via Iveco On platformen online.

Alexa er en styrings-app til forskellige funktioner i lastbilen, hvor man kan styre bilens funktioner med stemmen – i stedet for at bruge bilens touch-schreen. Dette er for at højne sikkerhedsniveauet – og minimere tiden, hvor man ikke har øjnene på vejen.

Overvåges fra Call Center

Værkstedet kan dermed overvåge og opdatere lastbilen via realtidsdata, uden at den skal tages ud af drift.

Det skyldes den indbyggede Connectivity Box, der er en netværkscomputer, som indsamler, behandler og udveksler data fra såvel chauffør, køretøj som opbygning.

Bilen overvåges non-stop af Ivecos Call Center Torino i Italien, så man er på forkant med eventuelt opståede fejl på lastbilen.

Stilstands-garanti

Desuden tilbyder Iveco en stilstandsgaranti, som træder i kraft, hvis bilen skulle være så uheldig at holde på værksted i over 24 timer. Det gælder dog kun sammen med tilkøbt ”3XL Service” og reparationsaftale.

Det nye connectivity- og infotainment-system støtter Alexa systemet og Apple Car Play.

Meget af opkoblingssystemet kan foretages med mobiltelefonen – med software fra Microsoft.

Faktaboks – Iveco S-WAY MY-AS440S57-NP-E6d TY/FT 6×2:
Motor: 6 cyl. Diesel. eVGT Cursor 13.
Slagvolumen: 12.880 ccm.
Ydelse: 570 hk
Drejningsmoment: 2.500 v. 1.000-1.605 omdr.
Miljøklasse testbil: Euro VI/d
Efterbehandling: SCR og AdBlue (50 liter tank).
Forbrug testtur: 2,6 km/l.
Gear: Hi-Tronix (ZF) 12 trins aut.
Tank: 580 liter.
Vogntogsvægt med last: 53.880 kg.
Egenvægt: Ca. 8 tons.
Affjedring: Luft for og bag.
Akselkonfiguration: 6×2.
Akseltype: Enkeltreduktion.
Akselafstand: 3.200 mm.
Skammel: Jost.
Bagaksel udveksling: 3,08 – 2004.
Spærredifferentiale: bag.
Dæk: Goodyear 385/55 – 315/70 R 22,5 M+S.
Bremser: Skiver for og bag. esc, ABS, ASR, Hill Holder.
Motorbremse: 2 trin.
Førerhushøjde/bredde: 3.800/2.500 mm.
Fartpilot: GPS baseret Hi-Cruise. Eco-roll.
Touchscreen: 7 tommer med navigation.
Sikkerhed: Adaptiv fartpilot, nødbremse, sporassistent.
Oliefyr: Eberspächer.
Udstyr: Justerbart rat, læderrat, luftaffjedret førersæde midterarmlæn, elektrisk betjent glas-tag, klimaanlæg og LED lygter.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk