Fords lastbilsfabrik i Tyrkiet er ved at etablere salgs- og servicesteder for den nye F-Max lastbil i hele Europa. Danmark kommer på listen næste år.
Ford Trucks er dermed tilbage på det europæiske marked for første gang siden 1986.
Det sker som nævnt allerede til næste år, men Corona-krisen vil formentlig udsætte lanceringen.
Pris på ca. 560.000 kr.
Prisen på den nyeste udgave, Ford F-Max 4×2, skulle være fra cirka 75.000 euro (ca. 560.000 kroner).
Lastbilen har været fem år undervejs og testet over fem mio. kilometer i 11 lande og på fire kontinenter.
Udstyret er omfattende – og det indebærer bl.a. adaptiv fartpilot, nødbremse, Predictive Cruise Control, Lane Departure Warning, retarder, regnsensor og klimaanlæg.
12,7 liter Ford-motor
Ford F-Max har en 12,7 liters Ford EcoTorq motor i Euro 6 udgave – udviklet af Ford. Den yder 500 hk mellem 1.330- og 1.800 omdrejninger og har et drejningsmoment på 2.500 Nm mellem 950- og 1.300 omdrejninger. Motorbremsen yder 400 kW. Maksimal retarder-effekt er på 600 kW. Gearkassen fra ZF har 12 fremadgående trin.
F-Max er ny fra inderst til yderst – og i forhold til dens lokale forgænger er luftmodstanden sænket med 11 pct. og der er 15 pct. mindre støj i kabinen.
Der er ganske meget aflæggeplads – både traditionelle skabe over forruden og flybokse over køjerne. Underkøjen kan desuden delvist vippes som en hospitalsseng, så man kan sidde op og se TV og læse.
Rummelig kabine
Førerhuset er ganske rummeligt med 2,16 meter fra gulv til loft. Bilen har otte tommer touchscreen, hvor de fleste oplysninger om bilen kan hentes under kørslen. En mindre 7,2 tommer touchscreen indeholder betjening af telefon og infotainment samt Apple Car Play.
Man er også on-line i en F-Max, og med flådestyringssystemer kan bilen kommunikere med både firmaet derhjemme samt med værksteder.
Så kan værksted og ejer følge med i lastbilens velbefindende og man kan planlægge service eller justere småfejl pr. fjernbetjening uden at chaufføren skal bekymre sig om det.
Gode køreegenskaber
De første brugere af de nye F-Max melder om en ganske velkørende og støjsvag lastbil. Man sidder godt i de velformede sæder.
Motoren har en god trækkraft – også med fuld last.
Styretøjet er måske lidt tungt at arbejde med, er meldingen, men præcist – mens affjedringen er temmelig fast. Motorbremse og retarder fungerer godt
Service hos Tip Trailer
Ford Trucks i Tyrkiet har er allerede skrevet kontrakt med Tip Trailer om salgs og service i mange lande inklusive Danmark. Om de nuværende Ford forhandlere i Danmark også skal sælge lastbiler, er der ingen informationer om.
Ud over den nye F-Max, der p.t. kun tilbydes som 4×2 trækker, har Ford Otosan en stor portefølje af lastbiler i områderne kommunalkørsel, distribution og anlæg. Biler, som kan være interessante, hvis prisen er rigtig.
I forvejen kender Ford forhandlere jo den tyrkiske producent gennem Ford Transit produkterne, som jo indtager en sikker førsteplads på salgslisterne over varebiler.
Fem udsalgs- og servicesteder
Målet i Danmark er fem udsalgs- og servicesteder. Man tilbyder også rullende værksteder (road side service) – sammenlagt har man 630 rullende værksteder i Europa i dag.
Fra lanceringen sidst i 2018 var det i første omgang tale om højrestyrede 4×2 udgaver, der udover hjemmemarkedet og visse lande udenfor Europa også blev solgt i landene det tidligere Østeuropa og SNG/CIS-lande (tidligere sovjetrepublikker).
Men efterspørgslen fra lande i det vestlige Europa har været så stor, at man allerede i fjor indledte salg i Italien, Spanien og Portugal som etape 1 for Vesteuropa.
Norden følger i 2021
Etape 2 skulle begynde i begyndelsen af i år og omfatte Benelux landene – og i tredje kvartal i år skulle Frankrig komme med.
Efter Nytår 2021 skulle Schweiz, Tyskland og Østrig følge trop – og senere i 2021 så alle de nordiske lande.
En forretningsplan for Storbritannien og Irland er ikke klar. P.t. produceres kun venstrestyrede lastbiler. Britiske handelsvirksomheder som Moody International skaffer uofficielt venstrestyrede Ford F Max fra bl.a. Polen.
Udvidelsesstrategi
”Ford Trucks har en kompleks udvidelsesstrategi, hvorefter vi fra i år vil færdiggøre netværket af distributører i Vesteuropa. Det begyndte i fjor med Italien, Spanien og Portugal. Denne fase kommer efter afslutningen af vores netværks udviklingsstrategi i Central- og Østeuropa. Også det eksisterende servicenetværk i Vesteuropa er i færd med at blive forbedret,” sagde Koray Kuvvet, adm. dir. for Østeuropa og Balkan for Ford Trucks.
Det foregik ved et møde for nylig hos den rumænske Ford Trucks importør siden 2016 – Cefin Trucks, der med Ford havde en 8,1 pct. markedsandel af lastbilsmarkedet i 2019. På anlægsmarkedet er tallet 28,3 pct. og for kommunale køretøjer 68,9 pct.
Producerer også Ford Transit
Produktionen af lastbiler hos Ford Truck sker som nævnt fra Fords tyrkiske partner Otosan, som også producerer Ford Transit til bl.a. Europa. Otosan begyndte med lastbiler i 2013. Ford F-Max havde premiere på IAA-messen i Hannover i efteråret 2018. Her blev den også hædret med prisen Truck of the Year 2019.
Ford Trucks eksporterede lastbiler (ældre modeller) til ni lande i Europa i 2017 – med 14 servicesteder, i 2018 var tallet 12 lande – med 69 servicesteder, og i 2019 i 20 lande – med 137 servicesteder.
Ford Trucks ejes for 41 pct. vedkommende af den tyrkiske rigmandsfamilie Koc og 41 pct. af Ford Motor Company – de sidste 18 pct. af aktierne er udbudt offentligt.
Historien om Fords exit
Det gav store chockbølger hos både Fords forhandlere og kunder til Fords Cargo model, da Ford Motor Co. trak sig ud af det europæiske lastbilsmarked – efter ordre fra moderselskabet i USA. Det skete i 1986, hvor man solgte til Iveco.
Produktionen af Ford Cargo foregik på den britiske Langley fabrik fra 1981 – og fortsatte til 1991. Ford Cargo fik titlen Truck of the Year i 1982.
Fra 1986 til 1991 var Ford Cargo branded Iveco/Ford. Herefter lancerede Iveco den nye EuroCargo med produktion i Brescia i Norditalien.
Stor erfaring i lastbiler
Otosan har bygget lastbiler til det tyrkiske hjemmemarked siden Ford trak sig fra lastbilsproduktion i Europa og har derfor stor erfaring på området.
Udover at bygge Ford lastbiler og varebiler, producerer man også Ford personbiler samt visse bilmodeller for Fiat koncernen.
Dertil kommer produktion af reservedele til flere bilproducenter.
–
Fakta Ford F Max 4×2:
Motor: 6 cylindret turbodiesel.
Slagvolumen: 12,7 liter.
Miljø: Euro 6.
Ydelse: 500 hk v. 1.330- og 1.800 omdr.
Moment: 2.500 Nm v. 950- og 1.300 omdr.
Gearkasse: 12 trins aut. ZF.
Motorbremse: 400 kW.
Retarder: 600 kW
Pris: 75.000 euro (560.000 kr.)