Da Nissan med Qashqai lancerede den første Crossover model i verden, slog det benene væk under hele verdens bilbranche – som siden har kopieret konceptet, der ofte kaldes SUV-Crossover.

På biludstillingen i Tokyo præsenterede Nissan nu elbils-konceptet Ariya. Modellen er en eldrevet crossover med to elmotorer.

Det kunne meget vel være den kommende Qashqai, som dog formentlig også vil blive markedsført med minimum benzinmotorer, men måske også med dieselmotorer.

Snart i produktion

Konceptbilen er 4,6 meter lang – og takket været el-teknikken er bilen mere rummelig end Qashqai.

Selv om den er en konceptbil, kan den eldrevne crossovers dristige design og ukonventionelle udvendige og indvendige elementer komme i serieproduktion i meget nær fremtid – altså som en Qashqai 3.

“Ariya Concept er udtryk for en stærk kombination af design og ingeniørkunst. Den er det næste skridt i Nissans fremtidige designsprog på vejen ind i en ny æra for koncernen – det næste skridt i vores evolution,” udtalte Yasuhiro Yamauchi, som er Executive Officer hos Nissan.

Radarsensorer

Bag skjoldet på fronten (typisk en kølergrill på benzindrevne biler) findes moderne teknologi med radarsensorer og andre indretninger, som gør det muligt at scanne vejen foran bilen – og visualisere selv det, føreren ikke kan se.

Indvendigt har konceptbilen en flad bund takket være batteripakkens konstruktion og fraværet af en forbrændingsmotor.

Det giver gode pladsforhold og forenkler ind- og udstigning af bilen. Instrumentpanelet præges af fravær af knapper og øvrige betjeningsdele.

Via 12,3 tommer skærm

Istedet er der integreret touch-screen-knapper langs hele instrumentpanelet. Når bilen ikke er i brug, forsvinder knapperne ind i skærmoverfladen.

De eneste knapper er knappen til betjening af en 12,3 tommer stor skærm samt en startknap. Betjening af klimaanlægget er integreret i nedre del af instrumentpanelet, som er udformet i træfinér.

Nissan designede Ariya Concept, så den fuldt ud lever op til de tre søjler i Nissan Intelligent Mobility – Intelligent Driving, Intelligent Power og Intelligent Integration.

ProPILOT 2

Ariya Concept er udstyret med den nyeste version af Nissans prisbelønnede førerassistentsystem ProPILOT 2,0, som giver en mere tryg og komfortabel kørsel. Systemet kombinerer navigeret motorvejskørsel med evnen til at køre autonomt i en enkelt vognbane.

Det kan bruge bilens navigationssystem til at hjælpe med at manøvrere bilen på en fastlagt rute på egnede veje, hvor det kan hjælpe føreren ved overhaling og vognbaneskift på motorvejen med flere vognbaner.

Køreassistancen er ikke begrænset til bilen. Blandt funktionerne i human-machine-interfacet er dør-til-dør-navigation, som gør det muligt for alle at indstille en destination på deres smartphone, overføre den til Ariya Concept og lade bilens navigationssystem fortsætte guidningen.

Synkroniseres med kalender

Hvis man skal gå det sidste stykke til sin destination, overfører systemet den resterende del af ruten tilbage til førerens smartphone.

Bilen kan synkroniseres med førerens kalender og dermed forudse afgangstider og forberede bilen, så den er klimatiseret og klar til afgang – rækkevidden maksimeres ved at bruge strøm fra elnettet til at opvarme eller afkøle bilen.

Når føreren har sat sig ind i bilen, kan den virtuelle personlige assistent hjælpe med at finde informationer og parkeringspladser, så føreren kan holde øjnene på vejen.

Viser ladestandere på vejen

På køreturen finder og afmærker en Smart Route Planner i Nissan Ariya Concept automatisk opladnings-standere langs ruten, så man altid kommer frem til den ønskede destination uanset afstanden til den.

Når bilen er parkeret ved kontoret eller derhjemme, understøtter Ariya Concept Nissan Energy-teknologien.

Teknologien gør det muligt at tilslutte elbilen til et elnet for at oplade bilens batteri, levere strøm til hjemmet eller virksomheden og endda sælge strøm tilbage til elnettet.

Kun begyndelsen

“Nissan har en klar vision for den globale mobilitet. Ariya Concept er kun begyndelsen, og Nissan forsker fortsat i, hvordan design, karrosseri og køreglæde kan ændres ved hjælp af nye el-bils platformes konstruktion. Ariya Concept er ikke en konceptbil, som er udviklet på baggrund af vilde idéer, men en bil, som har Nissan Intelligent Mobility som omdrejningspunkt og sætter spot på en helt ny køreoplevelse i fremtiden,” fortalte Yasuhiro Yamauchi.

Nissan Qashqai har altid været en populær gulpladebil i Danmark – i år er salget nået ca. 130 biler. De senere år har der været solgt over 1.000 Qashqai Van herhjemme. Ariya vil formentlig kunne holde samme udvikling.

Comments are closed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk