Det er 40 år siden, at Nissan Micra så dagens lys for første gang. Nu er den tilbage – efter tre års pause – men kun som elbil.
Da seneste model Micra dukkede op for otte år siden, blev den solgt som van fra 87.000 kroner plus moms i 3-cylindret benzinudgave. Som diesel Van sneg den sig op på godt 100.000 kroner.
Ingen priser
Prisen på den nye elektriske Micra er ikke meldt ud endnu, for bilen er først til salg i løbet af sommeren – og kan leveres sidst på året – men da den er en kopi af Renault 5 (alliancepartner), må prisen være i nærheden, og Renault 5 koster på hvide plader fra 190.000 kroner.
De 190.000 kroner på Renault 5 er 5.000 kroner mere end den først udmeldte pris – med det indebærer nu fem års garanti hos Renault Group.
Nissan har fem års garanti på varebiler – og p.t. kun tre år på personbiler. Men mon ikke det bliver reguleret ?
Produceres i Frankrig
Der er ikke meldt Van-priser, da vi ikke kender til udformningen af varerummet – som skal være 80 x 120 cm for at opfylde reglerne.
Den nye Micra er sjette generation siden første udgave. Og i stedet for at være helt sin egen – med produktion i britiske Sunderland – en forstad til Newcastle – er produktionen flyttet til Frankrig, hvor den netop bygges sammen med Renault 5.
Så slut med Storbritannien – bortset fra, at det er Nissans designafdeling i London, der har slået stregerne til den nye Micra.
Blødere linjer
I stedet for de frække linjer i Renault 5, som har imponeret de fleste, fremstår Nissan Micra lidt mere elegant med blødere linjer end 5’eren med en front med runde lygter, der leder tankerne hen imod Fiat 500.
Der er også runde lygter bagpå – og stregerne er generelt blødere. Stort set kun vinduerne i Nissan og Renault er de samme.
I kabinen er der valgt helt andre materialer – bl.a. kunstlæder på sæderne i Nissan og stof i Renault.
Inspirerende at køre
Som chauffør skulle man have det lige så godt i de to bilmodeller – men bagsædepladsen er klein for høje personer.
Vi har ikke kørt i Micra, men har kørt Renault 5 til præsentationen i Frankrig – og den kører super inspirerende. Og det gælder nok også Micra.
Varebil
Der er bagagerumsplads på 326 liter og som Van cirka 1.100 liter. Begge biler vil være perfekte som Van’s i Last Mile distribution. Micra byder i øvrigt på en trailervægt på 500 kg.
I dag er der elektriske varebiler i samme (B-segment) størrelse, der udbydes på gule plader – det gælder bl.a. BYD Dolphin og Toyota Yaris.
1-pedal løsning
Teknisk er Micra stort set en kopi af Renault 5 – bortset fra en 1-pedals løsning sammen med en 3-trins rekuperation – så kan man nærmest køre bilen i byen uden brug af bremsepedalen.
Rækkevidden er fra 310- til 408 km – så bilen er bedst til lokal- og regionaltransport. Med 40 kWh har man 120 hk/225 Nm, med 52 kWh 150 hk/250 Nm.
0-100 km/t klares på henholdsvis ni- og otte sekunder. Topfart: 150 km/t.
Tre modeller
Der er to batteristørrelser – 40- og 52 kWh og opladning DC fra 15- til 80 pct. på en halv time med 100 kW. Der er tre modeller at vælge imellem – Engage med 40 kWh teknik, Advance med 40- eller 52 kWh og Evolution med 52 kWh.
De to dyreste modeller har alufælge – den billigste stålfælge og hjulkapsler. Nissan benytter Google system – hvor Renault benytter systemet Reno.
Adaptiv fartpilot
Micra har desuden adaptiv fartpilot, varmepumpe, V2L funktion og op til 12,1 tommer touchscreen. Der er køremodes med valg imellem eco, comfort, sport og Perso’ (personlig).
I lang tid har der været tvivl om Nissan fremtid på grund af anstrengt økonomi i hjemlandet Japan.
Men i Europa har Nissan god succes med deres elektriske Ariya – ligesom Nissan Qashqai som benzinudgave ligger godt til.
Kendte udgaver på strøm
Snart følger nye udgaver af den elektriske Leaf og en ny elektrisk Juke (ifølge FDM i form af en Nissan udgave af Renault 4 – og bygget i Storbritannien).
Også Qashqai vil dukke op i eludgave – og det gælder også en ny microbil (søstermodel til Renault Twingo) – som ifølge FDM skulle hedde Pixo. Et navn, der har været anvendt før.
Forbedret Van-salg
Ser man på Nissans Van-salg i Danmark, så klarer den nye Interstar sig godt – både i eludgave og med forbrændingsmotor.
Senere følger nok en helt ny elektrisk udgave af Nissan Primastar, som netop er lanceret af Renault som søstermodel til Trafic.
Den mindste Nissan Townstar har ikke klaret sig så flot salgsmæssigt som Renault Kangoo og den anden søstermodel Mercedes-Benz Citan. Men gode priser har forbedret dens situation.