(FRANKFURT)

Varebiler er en utrolig vigtig parameter for Opels indtjening, så hos koncernen glæder man sig til den kommende nye Combo, der lanceres næste forår, og skal bygges af Opels ejere PSA – Peugeot-Citroën.

Opel har i mange år haft røde tal på bundlinjen, men det vil de nye ejere, PSA – Peugeot Citroën ændre gennem øget effektivitet på alle områder.

Blandt andre kommer der mere fokus på varebiler, som på eftermarkedet er én af de bedste indtægtskilder overhovedet. Bilerne er faste kunder på værkstederne, for varebiler er rullende arbejdspladser og bilerne skal bare køre non-stop.

De bedste venner

Eller som Opels ledelse har udtrykt det overfor varebilschef Steffen Raschig: ”Varebilsfolk er vores bedste venner.”

”Efter PSA’s overtagelse af Opel bliver der investeret mange penge i Opel og Vauxhall – også på varebiler. Allerede næste år kommer den nye Opel Combo, som produceres på PSA’s fabrik i Vigo i Spanien,” siger Steffen Raschig.

Den nye Combo skal produceres som søstermodel til den nye Peugeot Expert og Citroën Berlingo. Den nuværende Combo bygges i Tyrkiet – i samarbejde med Fiat Professional.

Samarbejde gammel aftale

Det er flere år siden, at General Motors, de tidligere indehavere af Opel og Vauxhall, indgik samarbejde med PSA om fælles udvikling af nye produkter.

Ud over varebilen Combo gælder det bl.a. den nye Crossland X og Grandland X, hvor Crosland X deler platform med Citroëns nye C3 Aircross og Grandland X platform med Peugeot 3008. Alle bilerne kan eller vil kunne fås som gulpladebiler herhjemme.

Peugeot og Citroën er store spillere på den europæiske varebils-scene – og samlet er de Europas største varebilsproducent. Det er derfor stort for Opel at komme med i dette program, som Raschig udtrykker det.

Bygger Vivaro i Luton

”I mange år har det været helt normalt i bilbranchen at have samarbejde omkring bilproduktion – ikke mindst på varebiler. Vi samarbejder også med Renault om udvikling af vores større varebiler, Vivaro i Van C- og Movano i Van E-segmentet, og vi producerer selv vores Vivaro på fabrikken i Luton nord for London .

Varebilsmarkedet er samtidig mere dynamisk end personbilsmarkedet, og ser man fremad, er der rigtig meget fokus på logistik – herunder transport i byer, online handel og digitalisering.

Opel og det britiske søsterselskab Vauxhall satser i øget grad for specialisering med ombygninger og samarbejde med karosseri-virksomheder.

Har løftet barren

”Vi har løftet barren og har i dag dedikerede varebilsfolk, der er trænet til både salg og service af varebiler. Vi forventer, at vores forhandlere hos øget fokus på varebiler – både når det gælder salg og service for at styrke vores position på markedet,” siger Raschig.

Der er forskel på at sælge varebiler i et hovedstadsområde som København og i landdistrikter. Men når det gælder service, skal det være lige godt begge steder, men der hvor behovet er stort, vil mange forhandlere have øgede åbningstider med to skift.

Spørgsmål om fair pris

”Vi er varebils-specialister med alle muligheder for indretninger og opbygninger, og vi har et professionelt eftermarked – også med lånebiler i reparationstiden, men da mange af kundernes biler er specialopbyggede, foretrækker mange en hurtig reparation, fordi de skal bruge deres specialværktøj,” siger Steffen Raschig.

Pris er et vigtigt parameter for kunderne, men Raschig mener ikke, man skal give bilerne væk – så vil man fejle. Det handler om at give en fair pris.

”Det handler om både at være professionelle og konkurrencedygtige, og vi har 1.300 specialiserede varebilsforhandlere i nærheden,” siger Steffen Raschig.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk