Indtil Renault overtager produktionen af Nissans mindste varebil, indstilles produktionen af den dieseldrevne NV200 – kun el-udgaven fortsætter.
Det er Nissans fabrik i Barcelona, der til sommer stopper produktionen af den kompakte NV200 i dieseludgave. Det skriver flere tyske medier.
Det skyldes i første omgang, at efterspørgslen på den eldrevne e-NV200 alene i 2018 er steget med 50 procent til 6.000 enheder – som igen betyder øget produktion af det nye 40 kWh batteri.
Flytter til Frankrig
Men samtidig kører den nuværnde NV-serie på sidste vers. Produktionen i Barcelona skal indstilles – og overflyttes til alliancepartner Renaults fabrik i Maubeuge i Nordfrankrig, hvor Renault Kangoo og Mercedes-Benz Citan bygges.
En samordning af produktionen skulle allerede ske senere i år – så alle tre modeller fremover bliver bygget på samme platform, og NV200 bliver i så fald til NV250.
Diesel vender tilbage
Men hvornår de nye bilmodeller er klar – og hvornår eksporten til Danmark kommer i gang – vides ikke på nuværende tidspunkt.
Men så bliver der også kapacitet til at genoptage produktionen af en dieseludgave. Alle tre mærker vil herefter blive produceret med såvel diesel- som el-teknik.
I 2018 blev der solgt 61 eksemplarer af Nissan e-NV200 i Danmark – mod 44 i 2017. I 2018 blev der solgt 41 diesel-udgaver af NV200 mod 74 i 2017.