(FRANKFURT)
Afløseren for Primastar kunne sagtens have været lanceret nu – men Nissan ville vente indtil det vigtige eftermarked var på plads.
Hvor Primastar tidligere var med helt fremme på salgslisterne herhjemme, så er der nærmest ingen biler tilbage hos forhandlerne, for bilerne bygges p.t. ikke – men Nissans dedikerede varebils-forhandlere kan trøst sig med, at afløseren skulle være klar indenfor det næste år.
Eftermarkedet på plads
”Det var vigtigt for os i Nissan ledelsen, at eftermarkedet var parat til den nye varebil, som i øvrigt skal bygges af Renault på deres nyrenoverede fabrik i Sandouville, hvor der også bygges Renault Trafic og Opel Vivaro,” siger Pons Pandikithura, der er chef for Nissans varebilsdivision.
Som det var tilfældet med den store NV 400 varebil, vil den næste Primastar, der nok kaldes NV 3000, helt blive ændret designmæssigt. Bilen vil. Ligesom Nissans andre erhvervsbiler, blive omfattet af en fem års garanti eller maksimalt 160.000 km.
Længe om at bestemme sig
”Kunder til varebiler er måske ikke så mærke-trofaste mere – men shopper meget på nettet, før de bestemmer sig. Det kam tage op til 90 dage, før de beslutter sig,” siger Pons Pandikithura.
I Danmark har det været en bet for erhvervs-sælgerne hos Nissan at se deres kolleger hos Opel og Renault have så stor succes med deres Vivaro og Movano sig godt.
Succes med Qashqai Van
”Det er enperiode, hvor erhvervsvirksomheder har valgt andre mærker – men forhandlerne har til gengæld haft succes med gulpladeudgaverne af Qashqai og X-Trail, som har solgt godt. 60 pct. af salget af Qashqai i september har totalt set været erhvervsvirksomheder,” siger Ralph Golsalves, adm. direktør for Nissan i Danmark.
Salget af NV200 varebilen har endnu været begrænset – derimod er salget af den elektriske e-NV 200 gået godt, men lige nu holder kunderne lidt igen med at købe el-biler generelt.
Afventende elbils-marked
”Så længe regeringen ikke har besluttet sig for at forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler, har vi måttet stoppe bestillingen af vores elbiler,” siger Ralph Golsalves.
Han glæder sig derimod over lanceringen af den nye Navara NP 300 pick-up, som er på trapperne – og som havde udstillingspremiere på IAA biludstillingen i Frankfurt.
”Vi har bl.a. haft et godt salg til forsvaret af vores nuværende Navara – og vi forventer os meget af den nye model, der helt er ændret – med ny undervogn med uafhængig affjedring, ny kabine og opdaterede motorer,” siger Ralph Golsalves.