Som første varebilsproducent indfører Volkswagen i Storbritannien AEB nødbremsesystem som standardudstyr på både Caddy, Transporer og Crafter. Det sker fra i morgen den 1. Juni.

“Autonomous emergency braking” anses for (sammen med esc stabilitetssystem) at være den måske vigtigste automotive udvikling siden sikkerhedsselen – og undersøgelser viser, at AEB nedsætter påkørsler bagfra med næsten 40 pct.

Så ud over at nedsætte ulykker med medfølgende skader på biler, redder AEB også menneskeliv.
Faktisk vil det redde 100 liv og 120.000 uheld over de næste 10 år alene i Storbritannien – ifølge det ansete ”Thatcham Research – the motor insurers’ automotive research centre.”

45 pct. færre sagsanlæg

AEB systemet nedsætter også forsikrings-sagsanlæg fra tredjepart med 45 pct. Standard AEB i varebiler vil også betyde billigere forsikringspræmier – og mindre liggetid for den skadede bil. Og færre sygedage for chaufføren. I Storbritannien er forsikringspræmien 10 pct. lavere med AEB på bilen.

“Volkswagen er pionérer på området, og man skulle bifalde dem for at være de første med standard AEB på deres varebiler. Faktum er, at hvad vi er vidner til fra år til år, er en forøgelse i antallet af dræbte og alvorligt kvæstede i ulykker med varebiler involverede, og det kan denne nye teknologi være med til at forhindre,” siger Peter Shaw, Chief Executive hos Thatcham Research.

Han mener videre, at det er chokerende, at AEB nødbremse – en gennemprøvet teknologi – ikke har været tilgængeligt på mange varebiler tidligere.

Opfordring til alle mærker

”Jeg opfordrer alle varebilsproducenter at følge Volkswagen – og gøre AEB standard på hele varebilsmarkedet snarest muligt,” siger Peter Shaw.

AEB inkluderer ”City Emergency Braking function,” som hjælper med at bremse køretøjet ned ved hastigheder under 29 km/t – typisk ved køkørsel i byer –  men som ved højere fart reducerer skaderne.

Tre fjerdedele af påkørsler bagfra foregår i bykørsel med hastigheder under 40 km/t, oplyser Thatchham Research.

EuroNCAP organisationen og deres australske søstersektion viste ved en undersøgelse i 2015, at AEB betød 38 pct. reduktion ved ”real world” påkørsler bagfra.

Hjælper til katastrofe-opbremsning

Hvis chaufføren opdager faren og selv træder på bremsen har VW’s varebiler (også i Danmark) EBA, Emergency Brake Assist, som standardudstyr, hvor bremsesystemet får bilen til at katastrofe-bremse.

Bl.a. i den nye Crafter kan man tillige bestille mere avancerede bremsesystemer som ACC (Adaptive Cruise Control), som sørger for at holde afstand til bilerne foran, når man sætter fartpiloten til.

I det hele taget kan Crafter fås med stort set lige så omfattende sikkerhedsudstyr som VW-gruppens dyreste personbiler. Og det er ikke mange tusind-lapper, der skal til.

Ingen danske planer

“Nødbremsesystemer er ikke noget vi lige nu har planer om at tilbyde som standardudstyr på vores biler. Dog tilbyder vi det som ekstraudstyr til Caddy, Transporter og Crafter til nogle ret fornuftige priser. Vi har lige lanceret en sikkerhedspakke til Transporter med adaptiv fartpilot, nødbremsesystem, sideairbags i førerkabinen og multifunktions-læderrat inklusive kørecomputer med træthedsregistrering til 4.990 kroner eksklusive moms. Til Crafter tilbyder vi City Emergency Brake (nødbremse) til 1.607 kroner eksklusive moms – og til Caddy koster den 3.100 kroner eksklusive moms,” siger marketingchef Nicolai Løje Farganis, Volkswagen Erhvervsbiler.

Kun 10 pct. af kunderne vil købe

Andre producenter tilbyder også omfattende sikkerhedsudstyr som AEB og ACC mod en merpris på måske 10-.15.000 kroner.

Men det er kun 10 procent af kunderne, er vælger at bestille det, kunne en dansk bilimportør melde fornyligt. Det gælder især store flådekunder, mens de selvkørende vognmænd er mere parate at betale for den ekstra sikkerhed.

Der har indtil nu ikke været meldt ud fra noget bilmærke i Danmark, om man har planer om at gøre nødbremsesystemer standard på varebiler, da det typisk vil gøre den hårde konkurrence endnu hårdere. Ofte kommer sikkerhedsudstyr først i varebilerne, når der bliver lovgivet på området.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk