Folketinget har netop vedtaget en lovændring, der giver mulighed for at køre privat i gulpladebiler mod betaling af en dagsafgift på 225 kroner.
Ændringen har betydning for mange selvstændige og håndværksmestre, som kan få stor glæde af den ekstra fleksibilitet, vurderer erhvervspolitisk konsulent Lars Magnus Christensen, Håndværksrådet.
Han understreger, at det er en stor forbedring af de selvstændiges vilkår, at det nu er muligt at købe dagsbeviser til gulpladebiler.
20 dagsbeviser om året
”Vi har efterspurgt netop den forbedring i mere end fire år”, siger Lars Magnus Christensen.
Loven betyder, at det efter nytår bliver muligt for virksomhedsejeren og ansatte at benytte virksomhedens gulpladebiler til private gøremål. Et dagsbevis koster de 225 kr. uanset, hvad bilen er værdi, og på årsbasis kan man købe op til 20 dagsbeviser.
“Reglerne er blevet mere fleksible og klokkeklare for den enkelte, når det gælder brug af gulpladebiler til private gøremål. Tidligere har lovgivningen været fyldt med gråzoner, og i de yderste tilfælde har man risikeret bøder og afgifter på flere tusinde kroner”, siger Lars Magnus Christensen.