To uger efter den første elektriske, tunge Mercedes-Benz lastbil blev præsenteret, ruller de første ud i en fuld skala hos kunder i Tyskland og Schweiz.

Chassiset er fra Actros og førerhuset fra den mindre Antos – men med navnet eActros er Daimler klar til at teste de første eldrevne, tunge lastbiler på 18 og 25 tons hos udvalgte kunder i Tyskland og Schweiz.

Det er snart to år siden, at den første el-drevne lastbil fra Daimler koncernen blev vist som prototype – og allerede i 2021 vil de elektriske distributionsbiler være klar hos forhandlerne.

Stor interesse

Siden præsentationen har interessen været stor i den brede offentlighed, hos politikere og hos kunder – og på rekordtid har Daimler udviklet en fuldt fungerende, eldrevet lastbil, og de første ti eksemplarer vil om kort tid blive leveret til kunder, som skal teste bilerne ude i virkeligheden.

”Vi samarbejder med vores kunder om at udvikle eActros til et realistisk alternativ, ” siger Martin Daum, topchef og CEO for Daimler Trucks.

Fokus kommer til at være på bytransport. De kortere distancer gør elektrisk transport oplagt og passer godt til eActros. Samtidig er det netop i byområder, at mindre lokalforurening og støj står højst på ønskelisten.

Sjov fornemmelse

”At høre stilheden fra en eldrevet personbil er én ting. Men når man står ved siden af en stor lastbil, som er helt lydløs, går det op for én, hvor vant til larmen vi er. Det er en sjov fornemmelse, når den ruller videre uden en lyd, ” siger Martin Hink, chef for Mercedes-Benz Trucks i Sverige og Danmark.
Når lastbilerne er lydløse, åbner det op for mulighederne for forskellige former for distributionskørsel om natten i byerne.

”Og det betyder, at vi mindsker trængslen i byerne om dagen,” siger salgs- og marketingchef for Mercedes-Benz Trucks Danmark, Jens Tittel.

Mercedes-Benz eActros bygges i et antal forskellige test-udgaver med både to og tre aksler og med totalvægt på 18 eller 25 ton. Blandt mulighederne for eftermontering er fast kasse med og uden køl – samt lad og tank.

Lasteevne som diesel

Lastevnen bliver sammenlignelig med tilsvarende dieseldrevne lastbiler.

Sammenlignet med konceptlastbilen har eActros gennemgået en del ændringer. I alt anvendes elleve batteripakker, og der er så vidt muligt anvendt komponenter, som allerede – eller snart – serieproduceres.

Ti kunder i Tyskland og Schweiz skal bruge eActros til distribution af alt fra fødevarer og råvarer til byggematerialer over en periode på et år.

Videre til andre kunder

Når perioden slutter, leveres bilerne videre til ti nye kunder for yderligere et års tests og evalueringer. Resultatet skal dels anvendes til at optimere og udvikle lastbilerne, men vil også blive publiceret, så interesserede kunder kan planlægge i god tid.

Målet er at serieproducere eldrevne, tunge lastbiler til konkurrencedygtige priser som nævnt allerede i 2021.

eActros er baseret på samme chassis som Mercedes-Benz Actros, men har en helt ny arkitektur.

400 volts elmotorer

Lastbilen drives af to 400 volts elmotorer med sammenlagt 335 hk og 485 Nm hver. Udvekslingen omdanner dette til 11.000 Nm hver, hvilket giver en ydeevne, som rigeligt lever op til den, der findes i de dieseldrevne modeller.

Elleve batteripakker på i alt 240 kWh giver en rækkevidde på 200 km., og også bilens 24 volts-system får strøm fra batterierne via en jævnstrømsomformer og to separate batterier.

Dermed fungerer systemer som bremser, servo, lys og andet fortsat, hvis højspændingssystemet afbrydes eller er defekt. Afhængigt af oplader er ladetiden på eActros mellem tre og 11 timer.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk