Vi skal ind i 2017 før Citroën i Danmark er klar til at markedsføre den nye C3 model, som netop er præsenteret.
Det bliver også sm gulplademodel, hvor der også sælges ganske mange enheder – cirka 100 om året. I årets første seks måneder i år blev det til 46 enheder.
C3 er én af den franske fabriks store succeser. Siden introduktionen i 2002 er der produceret over 3,5 mio. eksemplarer. Herhjemme blev den kåret til ”Årets Bil i Danmark 2003”, og der kører lige nu over 30.000 på de danske veje.
Airbump-luftlommer
Bilen har et avanceret design, som bl.a. henter flere elementer fra C4 Cactus så som brugen af Airbump-luftlommer på siderne til at mindske skader.
Den nye C3 er en fem-dørs bil , der er rummelig. Med en udvendig længde på 3,99 meter og en vendediameter på 10,7 meter er den samtidig ret kompakt. Bilen byder på god plads og mange aflæggemuligheder. Nævnes skal også betjeningen af bilen, hvor mange funktioner er samlet på en syv tommer trykfølsom skærm i midten af instrumentbordet.
Den kan fås med flere former for moderne teknologi, som f.eks. ”ConnectedCAM Citroën” med integreret vidvinkel kamera samt 3D navigation med stemmestyring, bakkamera, vejstribealarm og blindvinkelalarm.
Flere motorer
Teknikken er dels PureTech benzinmotorer på 68, 82 og 110 (stop/start) hk med manuelt gear og som dieseludgave med BlueHDi 75 og BlueHDi 100 (begge med stop/start) og en udgave med det nyeste automatgear EAT6.
Et andet meget markant element i designet er de såkaldte Airbumps, som beskytter mod hverdagens småstød og knubs og er placeret på den nederste del af dørene. De består af 6 små lommer fyldt med luft, og den bløde overflade, som er modstandsdygtig over for ridser og småskrammer, er fremstillet i polyuretan.
Airbumps fungerer også som et grafisk element på bilen og kan være dekoreret med en rød eller hvid krans. De indvendige dørgreb som i C4 Cactus også udformet som en læderstrop.
Mange sikkerhedsdetaljer
Sikkerhedsmæssigt fås C3 bl.a. med linjevogter (over 60 km/t) , advarsel for biler i den blinde vinkel, opmærksomhedsalarm, Citroën Connect Box, Mirror Screen – der fungerer med Apple Car Pla, Android Auto (fra 2017) og Mirro Link, bakkamera samt Hill-holder, som holder bilen i to sekunder på skråninger på mere end tre procent.
Der meldes ikke, om den nye C3 fås med nødbremsesystemer.