God lastsikring handler om både øget trafiksikkerhed og sparede penge, når mindre gods bliver skadet.
Derfor er brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, ITD, klar med en helt ny lastsikringsportal til medlemmerne.
Også i ITD’s netværk er der fokus på sikring af lasten: 36 deltagere fra netværket for særtransportører mødes med eksperter fra tysk politi fra Slesvig-Holsten for at lære mere om surringsbånd og kæder i morgen tirsdag.
Særlige udfordringer
Når det gælder særtransporter, er der en række helt særlige udfordringer, fordi hver enkelt transport har sine individuelle forhold. På mødet med det tyske politi vises der billeder og der bliver fortalt om de eksempler baseret på tyske erfaringer.
Gods for mange millioner kroner bliver hver dag transporteret rundt i Danmark af lastbiler og varebiler – og godset skal holdes sikkert fast på ladet.
Både for varens sikkerhed skyld og for sikkerhedens skyld. Det gælder l gælder trafiksikkerhed, for hvis godset forskubber sig, kan det bringe køretøjet i ubalance.
Chaufførens sikkerhed
Men det gælder også for chaufførens sikkerhed, fordi godset ved trafikuheld kan trænge igennem førerhusets bagvæg eller gennem adskillelsen mellem varerum og kabine.
”Der er generelt stigende fokus på lastsikring hos myndigheder, politi og blandt vognmænd, og som branche vil vi være med til at holde fokus på sikker og effektiv surring af det gods, vi transporterer, siger teknisk konsulent Steffen Johannsen fra ITD.
Den danske færdselslov siger alene, at gods ikke må slæbe eller falde af køretøjet. Steffen Johannsen mener, at ambitionerne i branchen bør være højere.
Ikke et lovkrav i Danmark
”Det er i vognmandens interesse, at lasten ikke forskubber sig under kørsel. I andre lande er det et lovkrav – og det bliver det måske også før eller siden herhjemme. I mellemtiden kan vi selv gøre en indsats for at forbedre lastsikringen, siger Steffen Johannsen.
Vognmænd har hidtil manglet et reelt tilbud om rådgivning inden for lastsikring, men ITD gearer op på området.
Brancheorganisationens medlemmer har nu adgang til en lastsikringsportal på itd.dk, som er smækfyldt med gode værktøjer.
Lastsikringsberegner
I centrum for portalen står en lastsikringsberegner, som udregner det krævede antal surringsbånd for en given last.
Det gør det muligt at sikre lasten så effektivt og let som muligt.
Samtidig er der en guide til at læsse godset, vejledning til det gode udstyr samt forklaringer om love og paragraffer i forskellige lande.
ITD tilbyder i øvrigt også telefonisk rådgivning vedrørende lastsikring samt virksomhedstilpasset undervisning og hjælp til medlemmerne med at lave læsseanvisninger.
”Vi er altid klar til at hjælpe med beregninger af lastsikring ved særtransporter, siger Steffen Johansenn.