Fra at Range Rover kun var én model, da den blev lanceret i 1970, lancerer fabrikken nu det fjerde medlem af mærket – med tilnavnet Velar.
Range Rover Velar afsløres den 1. marts i år i Storbritannien – og bliver vist første gang for publikum på biludstillingen i Genève ugen efter.
”Elegant enkelhed, en visuelt minimalistisk tilgang og banebrydende forbrugerteknologi kendetegner den nye Range Rover Velar,” fortæller designchef Gerry McGovern.
Ny dimension af glamour
“Vi kalder Velar vores avantgarde Range Rover. Den tilfører brandet en ny dimension af glamour, moderne fremtoning og elegance. Range Rover Velar ændrer alt. Der er som altid anvendt unikke, bæredygtige materialer og avanceret teknologi, som sikrer, at Land Rovers ambition om at gå Above and Beyond kan fortsætte,” siger McGovern.
Navnet Velar (udtales Vel-ar) stammer helt tilbage til de første Range Rover prototyper i 60’erne: pionererne inden for klassen af luksus SUV’er.
Da udviklingsteknikerne skulle skjule den sande identitet af den 26. præ-produktions Range Rover, valgte de navnet Velar, som stammer fra det latinske ord velare, som betyder slør eller skjul.
Mange gulplade-ombygninger
Gennem årene har Range Rover især været solgt som gulpladebil i Danmark – især frem til en afgiftsændring lige før finanskrisen, der gjorde gulpladeudgaver af store offroad’ere næsten usælgelige.
På et tidspunkt skar man en del af taget af Range Rover for at bygge den om til en pick-up, der var særligt skattemæssigt begunstigede. Samme ”øvelse” var mange importører også mestre i – f.eks. Nissan med deres Patrol model.
Selv om beskatningen af de store firehjulstrækkere har gjort gulpladesalget besværligt, er der dog kommet lidt gang i salget af bilerne igen.
I fjor solgte således otte Range Rover Evoque, otte Range Rover Sport og to klassiske Range Rover.
Range Rover ejes siden 2008 af den indiske bilkoncern Tata.