I dag koster en gulpladeudgave af Opel Meriva Activan fra 130.448 kr. plus moms for en 1,4 liters med 100 hk – og den pris vil formentlig kunne holdes, når den nye udgave får præmiere hos forhandlere i begyndelsen af marts måned. I hvert fald er begyndelsesprisen den samme på personbilsudgaven.
Det til trods for, at den nye model har fået mere miljøvenlige motorer, et nyt infotainmentsystem og nyt frontdesign á la den nye topmodel Insignia.
Meriva vakte stor opsigt, da bilen kom i anden udgave i marts 2010 – især på grund af de baghængte døre, populært kaldet selvmordsdøre.
Nemt med baghængte døre
De baghængte døre gør det ekstra nemt at komme ind og ud af bilen med sine varer.
.Opels nye 1,6 liters dieselmotor har fundet vej til Meriva, hvor den i første omgang findes med en motor på 110 hk og 136 hk begge med et forbrug på 22,7 km/l – koblet til en seks trins manuel gearkasse.
Senere følger en endnu mere økonomisk udgave af den motor, der kan køre helt op til 26,3 km/l efter EU-normen ved blandet kørsel. Mest økonomiske benzinmotor er 1,4 turbo med 120 hk, der kører 18,5 km/l opgjort efter EU-normen.
Overholder Euro 6
Samtlige benzinmotorer overholder allerede nu den nye Euro 6 emissionsnorm, der træder i kraft i løbet af 2015. Det samme er tilfældet med den nye 1,6 CDTI dieselmotor.
Både fem og seks gearkasserne til Meriva er forbedret, så de skulle være blevet mere letgående og præcise i gearskiftene.
I kabinen er den største ændring ifølge Opel et nyt Intellilink infotainment- og navigationssystem, der dog er ekstraudstyr.
Syv tommer farveskærm
Det nye Intellilink system består af en syv tommer farveskærm med aux- og USB-indgang samt Bluetooth forbindelse med mulighed for audiostreaming.
Udvendig kan Meriva fås med LED kørelys og LED baglygter – dog også som muligt ekstraudstyr.
Ifølge den tyske organisation TÜV er Opel Meriva den mest fejlfrie bil blandt de 2-3 årige biler. TÜV har i 2013 undersøgt mere end otte millioner biler, og Meriva var bedst i sin klasse og bedst af alle biler.
–