10 lastbiler, 11 busser og 18 personbiler til CNG-gas blev solgt herhjemme i 2013.
De 10 gaslastbiler, der kom på gaden i Danmark sidste år, var fire Mercedes-Benz Econic, tre Scania P-serie, samt en Iveco Daily, en Iveco EuroCargo og en Mercedes-Benz Sprinter. Det viser tal fra De Danske Bilimportører og Motorregistret.
Men mange flere ventes at følg i år. Senest har Scania Danmark således offentliggjort, at Arriva har købt 12 Euro 6 bybusser med gasdrift, der skal køre i Holstebro for Midttrafik.
Fem gasanlæg og fem på vej
Samtidig er der nu åbnet fem tankanlæg i henholdsvis Odense, Fredericia, Vallensbæk, Amager og Skive.
Mindst endnu fem gastankanlæg er på vej i år i Tarm, Frederikssund, Gladsaxe og to i Kastrup i forbindelse med lufthavnen.
HMN Naturgas’ teknisk direktør Søren Hylleberg kunne i sidste uge fejre HMN og Skives ibrugtagning af en Iveco EuroCargo lastbil og en Iveco Daily ladbil.
Kræver grundforbrug
Det er jo snakken om hønen eller ægget, når vi taler om infrastruktur til gasbiler. Opførelsen af tankstationer kræver et vist grundforbrug. Derfor er vi glade, når store virksomheder eller kommuner går forrest i indkøb af gasbiler, udtaler Søren Hylleberg til MotorMagasinet.
HMN Naturgas sidder på to tredjedele af det danske naturgasmarked og ejes i fællesskab af 57 kommuner i Midt- og Nordjylland samt i hovedstadsområdet.