MG er nu klar herhjemme med en ny elektrisk topmodel – S6 EV – der skal tage kampen op mod de fleste mellemklasse elbiler på markedet.
Bilen er en overbygning til S5 – og afløser for bilen med den mere mundrette navn Marvel R.
Det er jo ikke fordi, der i historiebøgerne ikke er MG biler med velklingende navne – så som Magnette, Maestro og Montego – alle 4-dørs biler til job og familie.
Mange konkurrenter
Man kan næsten ikke nævne et bilmærke, der ikke har en job- og familiebil til cirka 300.000 kroner – uden afgift naturligvis.
Man kan i flæng nævne Toyota bx4X, Tesla Y, Skoda Enyaq, PeugeotcE3008, Ford Explorer, Kia EV4, Volkswagen ID.4, Mazda 6e, Nissan Ariya, Opel Grandland og Hyundai Ioniq 5.
Blandt kinesiske bilmærker er der f.eks. Hongqi EH7, Xpeng G6, Volvo EX30, BYD Seal, Zeekr X – og nye mærker som Exlantis, Jaecoo, Omoda – og flere er på vej.
Godt fodfæste
Men MG har været her længere som kinesisk bilmodel end alle andre – og har derfor et godt fodfæste.
6 er en bil med kun én teknik – long range – og fås både med baghjulstræk og firehjulstræk.
4×4-udgaven koster kun 30.000 kr. mere – og det er jo en bilmodel, som en entreprenør måske kan få glæde af, da den må trække 1,5 tons på krogen.
Anonymt design
MG-bilerne har altid set smarte ud – men S5 og nu S6 er mere anonyme at se på med deres vindglatte design. Så nu ligner de en masse andre nye elbiler.
Motoren i S6 med baghjulstræk yder 245 hk og 258 Nm. 4×4 udgaven yder 362 hk og 540 Nm. Rækkevide for de to biler er henholdsvis 530 og 485 km.
Til 100 km/t baghjulstrækkeren 7,3 sekunder og topfarten er 200 km/t. 4×4 når 100 km/t på 5,1 sekund.
Samme batteripakke
Batteripakken er den samme – 71 kWh med 400 V teknik. Så det tager 38 minutter at lade fra 10- til 80 pct., hvis der er strøm i kablerne. 144 kW lader den med DC ladning.
Der er også 1-pedal drive, som samler strøm op – og sparer bremser – og så er der varmepumpe.
I kabinen er der skruet op for luksusudstyret – f.eks. med head-up-display, fast glastag, 360 grader kamera samt varme og ventilation i forsæderne – og varme i bagsæderne.
86 liter frunk
Der er kommet flere fysiske knapper – udenfor skærmen – til f.eks. varme og ventilation. Der er en touchscreen på 12,8 tommer.
Aflæggepladsen i kabinen er ganske god – og vi skal også nævne frunk fortil på 86 liter.
Platformen er genbrug fra den kompakte MG4 – så batteriet er kun 11 cm højt, så bilen er lavere – og det skal give bedre køreegenskaber. Der er god plads for og bag. Bilen er hurtig og også lydløs.
Fem EuroNCAP stjerner
Sikkerhedsniveauet er så højt, at EuroNCAP har givet bilen de maksimale fem stjerner.
Bilen er lige landet herhjemme – men de store sendinger af biler fra Kina kommer først i februar.
300.000 MG biler
Samtidig med præsentationen af den nye MG S6 EV kan MG meddele, at man for første gang har opnået et salg i Europa på 300.000 enheder – her i december – mod 233.000 i 2024.
Herhjemme er der solgt 2.932 enheder af MG i år – mod 1.125 i fjor. En stigning på 160 pct.
Danske MG’er i dag sælges primært elektriske – mens der ude i Europa er mere gang i f.eks. hybridmodeller.
17 forhandlere
Der er 17 forhandlere i Danmark – 1.300 ude i Europa fordelt på 34 lande. Herhjemme er el-andelen af MG samlede salg af biler i år ca. 70 pct.
”Vores vækst i Danmark er ikke tilfældig. Danske kunder stiller øgede krav til kvalitet, sikkerhed og totaløkonomi,” siger adm. direktør og CEO for Kia i Danmark, Rasmus Aagaard.
Del af Nellemann
Han peger på, at en kombination af et stærkt el-bilprogram, en tydelig dansk tilstedeværelse, et landsdækkende forhandlernet og 7 års fabriksgaranti giver tryghed blandt de danske kunder.
”Med MG4, MG S5 og MG S6 står vi med et modelprogram, der matcher markedets behov, så derfor forventer vi, at den positive udvikling fortsætter i 2026,” siger Rasmus Aagaard.
MG i Danmark er en del af Nellemann Automotive Distribution. Nellemann familien importerede også MG biler i gamle dage.
—
MG’s historie og ejerskab:
Morris Garages 1924-1930.
MG Car Co. 1930-1952.
British Motor Corporation 1952-1967.
British Motor Holdings 1967-1968.
British Leyland 1968-1986.
Rover Group 1986-2000.
MG Rover Group 2000-2005.
Nanjing Automobile Group 2005-2007.
MG Motor (del af SAIC Motor koncernen) Fra 2007.
(SAIC opkøbte Nanjing Automobile Group)
Første kinesiske MG lanceret i 2011.
(Kilde: Wikipedia)
–
Sedan-modeller fra MG efter krigen (før SAIC-tiden):
MG Y 1947-1953.
MG Magnette 1953-1968.
MG 1100 og 1300 1962-1973.
MG Maestro 1983-1991.
MG Montego 1985-1991.
MG ZS og ZT 2001-2005.
(Ofte sportsudgaver af Austin/Morris.)



