For nylig viste Mercedes en Viano minibus med ny og mere miljøvenlig teknik – og nu følger så varebilsudgaven med 9-trins automatgear.

Det er åbenbart vigtigere først at vise tekniske nyheder til minibusser end til varebiler – selv om langt de fleste enheder sælges som varebiler.

Vi så det med den nye VW Transporter og nye Ford Transit Custom – og nu gentager historien sig så for Mercedes-Benz Vito.

Nyeste miljønorm

De nye Vito får en såkaldt OM 654 dieselmotor med fire cylindre, der opfylder nyeste EU-miljøkrav kaldet Euro 6D Temp. Endda med dobbelte SCR katalysatorer. Motortemperaturen er tillige lavere.

Modellen med den nye Mercedes-Benz udviklede motor kommer med baghjulstræk. Der er med sine 330 Nm godt med trækkraft i basisudgaven med 136 hk. Med 163- og 190 hk er momentet på henholdsvis 380- og 420 Nm.

Bedre brændstoføkonomi

Den nye motor forbruger alt efter udgave fra 14,3- til 17,5 km/l – og det betyder op mod 13 pct. bedre effektivitet og bedre brændstoføkonomi. Dertil lavere støjniveau.

Til efteråret kommer bilen også med 6-trins manuelt gearskift, men fra begyndelsen kun med 9-trins automatgear.

OM 654 afløser OM 651, der også har baghjulstræk.

Bedre kommunikation og sikrere

Udover den nye motorserie er den nye Vito også blevet forbedret med nyt kommunikationssystem – som standard. Det gælder således et LTE modul inklusive SIM kort – der giver mulighed for bedre flådestyring og køreanalyse.

Sikkerheden er også forbedret med sidevindsassistent og træthedssensor – samt nødkaldesystem, der registrerer uheld med sensorer. Nævnes skal også mulighed for LED lygter for og bag, LED kørelys samt fjernlys-assistent.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk