Den nye rene elektriske Kia PV5 Cargo varebil er allerede inden den officielt er lanceret i Europa kommet med en rekord, som er godkendt af både Guinness World Record og tyske TÜV.

Den har – med det største 71,2 kWh batteri – “kørt den længste distance foretaget af en let, batteri-elektrisk varebil med maksimal nyttelast på en enkelt opladning.”

Fra 416- til 693 km

Forsøget foregik hele dagen den 30. september i en rute i et kuperet terræn plus motorvejskørsel ved byen Lich i omegnen omkring Frankfurt – hvor resultatet blev 693,28 kilometer.

Fabrikken har selv oplyst en maksimal officiel rækkevidde på PV5 Cargo på 416 kilometer.

Fagjournalister bag rattet

Bilen blev ikke kun kørt af medarbejdere fra Kia Europe – men også af fagjournalister – bl.a. George Barrow, der er britisk medlem af Van of the Year juryen.

Og forsøget blev nøje overvåget af Guienness Worls of Rekord og TÜV.

Undertegnede har som dansk medlem af netop Van of the Year juryen allerede kørt den nye PV5 med det store 71,2 kWh-batteri ved et par lejligheder – dels på en prøvebane i Korea og dels i Spanien.

Høj kvalitet

I Spanien kørte vi et par timer i bilen på dårlige og kuperede veje i bjergene bag feriebyen Marbella, hvor Kia havde henlagt præsentationen for juryen til.

Og PV5 er et spændende bekendtskab – ikke kun for det futuriske design, men også for den kvalitet, fabrikken har opnået med bilen – som ligger tæt op ad Kias kendte personbilsmodeller.

Det gælder komfort og køreegenskaber – men også sikkerhed gennem de mange assistentsystemer så som adaptiv fartpilot.

Svært at opnå

Vi kørte med 400 kg. ballast ved vores test, der var på cirka 100 km – og vi endte på et forbrug på 18 kWh, hvor fabrikken selv har et WLTP tal på 19 kWh. Men vi brugte også de tre rekuperationstrin flittigt.

Den lange rækkevidde, som er opnået under rekordforsøget, vil nok være svært for de fleste brugere under daglig kørsel med meget stop og start – men det kan lade sig gøre.

På flere udstillinger

PV5 har allerede været vist ved forhandlerarrangementer rundt om i landet – og ved udstillinger.

En førserie-udgave af Cargo udgaven har været vist i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix denne sommer – samt ved ”Have & landskab” udstillingen på Ledreborg Slot ved Roskilde i weekenden 5.- til 7. september.

Lokomotiv-værkstedet

Passenger-modellen (minibus) har netop haft premiere på Elbilmessen i Herning i den forgangne weekend.

På en fagmesse på Lokomotivværkstedet i København 6. november vil den endelige Cargo-udgave have dansk premiere.

Levering ved årsskiftet

De første kunder får leveret deres PV5 omkring årsskiftet.

Prisen for Cargo-modellen er 230.000 kroner med det lille batteri på 43,3 kWh med 297 km rækkevidde.

Med det store batteri er prisen 20.000 kroner ekstra. Passenger udgaven koster 250.000 kroner.

Nye muligheder

Kia har ikke solgt varebiler i Danmark og Europa i cirka 20 år – dengang var det dieselbiler med navnene Pregio og K2700.

Nu er det en elbil – med navnet PV5, som de nærmeste år får følgeskab af de større PV7 og PV9 modeller.

Nye muligheder

Kia sælger mange varebiler i bl.a. hjemlandet Korea – både dieseldrevne og de nye med el-motor – og at man nu begynder i bl.a. Europa igen med erhvervsbiler.

Det er ifølge CEO hos Kia Motors, Ho Sung Song, ikke en risiko, man tager – men et spørgsmål om nye muligheder for Kia.

Fakta om økonomitesten:

Ruten, som PV5 Cargo gennemførte, var nøje planlagt for at efterligne dagligdags kørsel i distributions- og logistikbranchen.

Over en 58,2 km lang rute, bestående af både by- og landevejskørsel, passerede PV5 Cargo lyskryds, rundkørsler og almindelig bytrafik – præcis som en typisk arbejdsdag for en varevognschauffør.

Derudover blev der kørt gentagne stigninger på cirka 370 højdemeter, i alt 12 omgange, før bilen endeligt stoppede efter den tolvte runde – stadig med fuld last.

Rekordforsøget blev nøje dokumenteret.

Inspektører fra TÜV Hessen og buck Vermessung overvågede lastningen og kontrollerede vægten.

Hele kørslen blev registreret med GPS-tracking og kabinekameraer.

Før start blev batteriet opladt til 100 procent, og både ladestik og varerum blev forseglet, indtil bilen nåede målstregen efter 22 timer og 30 minutters kørsel.