Vokswagen kan allerede i februar næste år fejre verdenspremiere på en ny model Caddy varebil. De første skitser vises allerede nu.

Der er tale om en totalt nydesignet bil – og i en mere sporty streg end tidligere. Udover varebilen bliver den nye Caddy også tilbudt som mini-MPV personbil.

Caddy har i årevis været den mest solgte lille varebil herhjemme, men mange nye konkurrenter har givet den en hård konkurrence de seneste par år.

Blødere streger

Den meget kantede bil har fået blødere streger og en faldende taglinje samt et større glasareal ved bagdørene. En topmonteret bagklap kan fortsat fås. Der er LED lys bag og LED til forlygterne.

Hjulene på skitsen er som sædvanlig overdimensionerede, men skulle have en større diameter end på den nuværende Caddy. Grill’en bliver smallere og VW logoet bliver større.

Benzin, diesel og el

Billederne er tænkt som appetitvækkere – og i den første meddelelse bliver der ikke meldt noget ud om motorer – men der bliver formentlig både tale om benzin- og diesel – samt med sikkerhed el.

Koncernen har allerede et samarbejde med firmaet ABT, der i første omgang er klar med eludgaven af Transporter, men der er også vist e-udgaver af den nuværende Caddy. Om ABT fortsat skal stå for e-udgaven af Caddy vides ikke.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk