Proace City er det officielle navn på Toyotas nye mini-van, som vises sidst på måneden – den er søstermodel til Partner, Berlingo og Combo trillingerne.

Der har været gættet meget på navnet på Toyotas nye mini-van, som er søstermodel til PSA-trillingerne Peugeot Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo – men nu er det altså offentliggjort.
Navnet er Toyota Proace City.

Dermed forstummer gætterier som Liteace (som Toyotas minivan hed i 80’erne).

Premiere i England

Premiere fejrer bilen på Commercial Vehicle Show 2019 i Birmingham i slutningen af måneden.

PSA-trillingerne har både vundet den internationale pris Van of the Year 2019 og den danske pris Årets Varebil 2019, kåret af Danske Motorjournalister.

Alle fire varebiler skal bygges på PSA’ fabrik i Vigo i Spanien.

Gammelt samarbejde

I forvejen samarbejder PSA og Toyota om de større varebiler Peugeot Expert, Citroën Jumpy – Toyotas Proace og inden længe også den nye Opel Vivaro/Zafira.

Den første Proace kom i 2012 og seneste generation i 2016 – Expert, Jumpy og Proace bygges på PSA’s Sevel Nord fabrik i nordfranske Valenciennes. Bilerne blev kåret til Årets Varebil i Danmark 2017.

Den nye Proace City understreger det gode samarbejde mellem den franske- og den japanske bilproducent, som tidligere udmøntede sig i produktionen af de små personbiler Citroën C1, Peugeot 107/108 og Toyotas Aygo.

Bilen til byen

Toyota skriver, at den nye Proace City vil styrke Toyotas tilstedeværelse over for virksomheder, der har brug for et kompakt og samtidig både fleksibelt, rummeligt og økonomisk attraktivt køretøj, der er let at manøvrere rundt både i og uden for byerne.

Flere detaljer om den nye Toyota Proace City – herunder motorspecifikationer, udstyrsvarianter samt dimensioner vil blive offentliggjort i forbindelse med verdenspremieren.

Kendt teknik

Teknikken er dog den samme som i de nuværende trillinger fra Vigo – så her på sitet kan man i arkivet under varebiler se under f.eks. Citroën Berlingo og finde en dugfrisk prøvekørsel af 100 hk udgaven med mannuelt gearskift. Under Peugeot og Partner kan man se testen af den 130 hk Partner med 130 hk motor og automatgear.

Det er ikke meldt ud, hvornår Proace City kommer til Danmark – og til hvilke priser. Men mon ikke den dukker op i løbet af sommeren eller først på efteråret.

Prisniveauet bliver nok ikke meget anderledes end de andre udgaver, som nu kan kalde sig firlinger. Forskellen kan være et andet udstyrsniveau – og så bbyder Toyota jo på tre års fabriksgaranti.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk