Tyske Sortimo, der er Europas førende leverandør af indretning til varebiler, har netop lanceret sin femte generation af reolsystemer med betegnelsen SR5, som skal give håndværkere og entreprenører optimal effektivitet i hverdagen.

En varebilindretning skal være praktisk, godt tilpasset og hverken slække på sikkerhed eller stabilitet.

Hvad enten man er håndværker eller entreprenør er to arbejdsdage sjældent ens, og det kræver en varebil med fleksibel, stabil og robust indretning.

Letter arbejdsdagen

Alt fra enkel opbevaring og sikker lastsikring til orden og struktur er derfor vigtigt for at holde effektiviteten oppe.

SR5 rummer en lang række egenskaber, der letter arbejdsdagen.  Sortimo har blandt andet ændret den klassiske ramme og lavet et system, som maksimerer lastrummet uden at ødelægge stabiliteten.

”I stedet for den traditionelle rammekonstruktion har vi udviklet sideprofiler af aluminium. Det giver en helt særlig opbygning, som danner basis for alle delene i SR5-indretningen. Systemets hylder kan skræddersyes for at tilpasse indretningen efter varebilens form. Vi har desuden udviklet de nye SR-BOXXe, som kan integreres med udtræksskinner både på og under hylderne, så lastrummet kan udnyttes optimalt,” siger Michael Pettersson, adm. direktør for Sortimo i Danmark.

Indretning på nettet

Varebilen er meget mere end et transportmiddel. Derfor er det vigtigt, at indretningen får ekstra opmærksomhed og bliver tilpasset jobbet.

Gennem mySortimo, Sortimos digitale platform, kan SR5 konfigureres online og dermed tilpasses brugerens individuelle og branchespecifikke behov.

Sortimos samarbejde med værktøjsleverandører som f.eks. Bosch, Förch og Hilti gør desuden systemet kompatibelt med produkter fra flere producenter.

Passer til andre mærker

”Gennem årene har vi lanceret en række indretningssystemer. Med SR5 er vi glade for at kunne garantere, at hver enkelt komponent passer til alt, takket være Sortimo EcoSystem, der også er kompatibelt med vores joint venture-partneres produkter,” siger Michael Pettersson.

For eksempel kan de seneste værktøjskufferter fra Hilti fuldt integreres i SR5. Man kan derfor skræddersy sin varebilsindretning efter sine behov – uanset hvilken branche man tilhører.

”Med SR5 har vi derfor lagt os i selen for at udvikle et system, der er gennemtænkt ned til mindste detalje,” siger Michael Pettersson.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk