Produktnyheder i snesevis blev for nylig præsenteret på Vestfyn Trækker, der er blandt årets største fagmesser herhjemme.

Det drejer sig om alt fra et mobilt værksted til en gigantisk kran på larvefødder.
 
”Både besøgende fra transporterhvervene, byggeriet og industrien udtrykker stor begejstring for, hvor mange nyskabende produkter og koncepter der blev præsenteret i år, siger messearrangør Per Mikkelsen, der er direktør for den danske del af VBG Truck Equipment.
 
To nyheder fra VBG
Også arrangøren selv havde helt nye produkter med på messen. Både VBG Rear End Solution, der skal gøre det enklere at opbygge en lukket bagende, og en dollyudgave af systemet MFC, der muliggør automatisk til- og frakobling af påhængskøretøjer.
 
BM Autoteknik A/S havde verdenspremiere på deres helt nye containerløftesystem, BM90, som virksomheden ser et stort potentiale for i både ind- og udland. Målgruppen er autobranchen, industrien samt byggeri og anlæg.
 
”Systemet muliggør af- og pålæsning af containere uden brug af hjælpemidler. Når containeren skal aflæsses, skydes de hydrauliske ben ned, hvorefter lastbilen kan køres væk. Herefter sænkes containeren hydraulisk til jordniveau,” siger Martin Larsen, der er regional salgschef hos BM Autoteknik.
 
Dobbeltdækker-trailere
BP Trailer A/S, en del af Brdr. Platz, er blevet dansk forhandler af dobbeltdækkertrailere fra hollandske Burgers. Ifølge beregninger fra producenten kan merinvesteringen i forhold til standardtrailere hurtigt tjene sig hjem.
 
”Hvis man i stedet for tre standardtrailere køber to dobbeltdækkertrailere, vil tilbagebetalingstiden på den ekstra investering typisk være et år ved 120.000 kilometer årligt over en tiårig periode,” siger direktør Jens Erik Platz.
 
Fyns Kran Udstyr A/S præsenterede deres nye surringssystem, Ergolash. Ved at man ikke behøver hive båndet hele vejen igennem spændet, undgås flosning, og der spares både tid ved surring og løsning.
 
”Desuden gør særlige magneter det lettere at fæstne surringen. Det betyder, at en enkelt mand kan klare fastsurringen alene. Og merprisen i forhold til traditionelt surringsgrej er minimal,” siger salgschef Anders Helbo.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk