(GÖTEBORG)
VolvoTrucks har satset hele butikken med deres nye lastbiler, og én af de mest spændende nyheder, er den nye FMX anlægs-lastbil, som man kører helt afslappet takket været den dynamiske styring, som Volvo Trucks har arbejdet på i to år.
VOTY.dk kørte FMX både med og uden det nye styretøj, og forskellen er imponerende. Hvor man med klassisk styring skal holde godt fast i rattet, som vibrerer i takt med hullerne i eksempelvis en grusgrav, så optager Volvos nye styretøj ujævnhederne – så man pludselig kører off road så behageligt som på en motorvej.
Systemet virker ved at en elektronisk styret elmotor er monteret på styretøjet. El-motoren arbejder sammen med lastbilens hydrauliske servostyring og reguleres tusindvis af gange i sekundet af den elektroniske styreenhed.
Ingen overanstrengelse
Ved lave hastigheder overtager elmotoren arbejdet for chaufføren – så man bag rattet kan slappe af uden at overanstrenge især arme og skuldre.
Faktisk kan systemet hjælpe, så man undgår de hyppige arbejdsskader. Endelig er systemet selvoprettende, når man bakker – bl.a. ved lastning og lodsning (tip).
Vi kørte først en runde i grusgraven Kallered udenfor Göteborg fuldt lastet. Herefter tippede vi lasten af grus af – og det var en stor behagelighed at køre med I-Shift og dynamisk styring sammen – men bakkameraet var nu også ganske effektivt og gav en øget sikkerhed under tipningen.
Kraftig luftaffjedring
Herefter kørte vi en runde uden læs for til last at blive lastet af en gummihjulslæsser – fra Volvo Construction selvfølgelig, som har samme ejer som Volvo Trucks (Volvo AB).
Bilen var rolig at køre med – takket været luftaffjedringen med otte luftbælge – og ifølge sektorchef Jonas Odermalm fra Volvos construction-køretøjer dermed lige så kraftig affjedring som en bil med bladfjedre.
Et ekstra detalje er, at ubelastede tridem bagaksler automatisk løftes, når de ikke er belastede. Hertil kommer interaksel differantialespærre.
Samtidig sørger den dynamiske styring for, at komforten er den samme med og uden læs. Så helt stabilt køretøj – og ikke noget med konstant at skulle korrigere rattet og klamre sig til det. Nævnes skal også, at Volvo har placeret krængningsstabilisatoren i bogien, og det er med til at øge stabiliteten.
Merpris godt givet ud
Merprisen på cirka 20.000 kroner for den dynamiske styring er godt givet ud, hvis man vil have ekstra komfort.
FMX tilbydes for første gang med I-Shift automatgearkasse – så man nu kan koncentrere sig om at styre bilerne. Desuden havde de testbiler, vi kørte med, som nævnt luftaffjedring, som gør arbejdet i bilen endnu mere komfortabel. Og med i handelen får man automatisk styring af kørehøjden, som er 300 mm. – så fremkommeligheden i terrænet er virkelig god.
Motorerne er Euro 6 herhjemme, og der er valg mellem 11 og 13 liter. Sidstnævnte er med enhedsinjektorer. Vores testbil i Kallered med luftaffjedring og dynamisk styring var en 13 liters udgave med 460 hk.
Stærkt førerhus
Førerhuset i FMX er særligt stærkt produceret i højstyrkestål. Samtidig er alle komponenter i strukturen foran fået nyt design, der gør førerhuset mere holdbart. Førerhuset er samtidig lavt placeret i forhold til chassiset, så man lettere kommer ind og ud af førerhuset via kun to trin.
Desuden kan vi nævne trækstangen i støbejern, der kan klare 32 tons – som der endda er skudt en video af, som kan nydes på You Tube. Kofangeren er tredelt, så reparationer kan udføres billigere.
Mere bevægelsesfrihed
Forlygterne er sikret gennem et gitter – og man kan købe bi-xenon lys.
I førerhuset har man fra Volvos side valgt nye sæder med smallere ryglæn, der betyder øget bevægelsesfrihed. Sædet kan også vippes længere frem end tidligere. Udførelsen betyder også lettere rengøring.
Rattet har samtidig fået integrerede kontakter for lettere betjening – og det sorte instrumentbræt er vinklet mere end tidligere, så chaufføren lettere kan nå alle knapper og kontakter. Startnøglen er samtidig flyttet op til instrumentpanelet.