Ingen over. Ingen ved siden af. Den ukronede offroad’er blev i går aftes 70 år gammel – men den bygges ikke mere. Men en afløser spøger i kulissen.

HUE hed den allerførste Land Rover blandt venner – som refererer til nummerpladen. Bilen blev vist for en måbende offentlighed på biludstillingen i Amsterdam i 1948.

Den britiske terrænbil blev først klar efter anden verdenskrig, men siden har den været fast ingrediens i alverdens forsvarsstyrker. Lige så vel som den er kendt som arbejdsredskab på gårde og godser overalt på kloden.

Slut i januar 2016

Januar 1916 stoppede produktionen af Defender. Den klarede bl.a. ikke miljøkravene – men i dag genopbygges bilen og sælges for astronomiske beløb til samlere.

I aftes blev bilen hædret ved et stort arrangement i England – i Land Rover Classic Works i Coventry.

På scenen var de mennesker, der byggede og bygger bilerne og som kørte dem og kører dem, repræsenteret.

Hyldest-program

Programmet, som blev sendt live på youtube, var en hyldest til syv årtier med eventyr, nødhjælp og hårdt arbejde på tværs af klasser og kulturer.

En afløser spøger som sagt  i kulissen – men lige nu er det Land Rover Discovery, der har taget over – sammen med designikonet Range Rover Evoque, og seneste modelmæssige skud på stammen Range Rover Velar – en model, der netop er blevet kåret som verdens smukkeste.

Med mere end syv millioner producerede eksemplarer siden starten i 1948, er Land Rover for mange blevet verdens foretrukne 4×4. ”The best 4×4 by far,” som briterne siger.

Stor familie

Land Rover var i mange år ensbetydende med een enkelt model. I dag består Land Rover familien af en hel række 4×4 biler med forskellige karakteristika.

I aftes var de gamle og ikoniske modeller på scenen – den første Defender, som dengang ikke hed Defender – og den første to-dørs Range Rover fra 1970.

Og naturlig viste man netop den renoverede Defender – bygget af Land Rover Classics – den helt eksklusive V8 Defender Works, som blev præsenteret tidligere i år, og som kun produceres i 150 eksemplarer.

I England og i Kina

Jaguar, Land Rover og Range Rover bygges fortsat i Halewood Solihull ved Birmingham, men mærkerne ejes i dag af den indiske bilkoncern Tata Motors.

Tata  har investeret store summer i de klassiske englændere. Range Rover Evoque har været bygget i Kina siden 2014. Flere modeller vil følge.

Før afgiftsændringerne i 2007 var over halvdelen af Land Rover og Range herhjemme solgt som gulpladebiler. I dag ligger salget ofte på mellem 10- og 15 procent. Men salget af de aristokratiske firehjulstrækkere er stigende.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk