MAN Trucks lancerer ikke sine nye lastbiler på én gang – det gælder også flagskibet TGX med 500 hk, som vi har prøvekørt i Aarhus.

MAN har valgt at indføre sine nyheder i flere tempi – først med bedre effekt i 2017 udgaverne, der kom til Danmark for godt et år siden – og nu med et opdateret førerhus i 2018 modellerne med bedre chauffør-komfort.

Måske følger der også et nyt førerhusdesign om nogle år – det ville være en naturlig udvikling.

Bedre komfort

Det er først og fremmest den bedre isolering af førerhuset, der har gjort de nye MAN modeller mere komfortable end tidligere udgaver.

Man kan tale med lav stemmeføring under kørslen – også under acceleration – så man kan køre i timevis uden at blive træt. 1,5 decibel er støjniveauet sænket.

Støjen er selvfølgelig kun et parameter på komfortsiden. Det komfortable førersæde og den gode overskuelighed i kabinen spiller også en stor rolle.

Køleskab bedre placeret

Når man holder hvil, får man en forbedret komfort gennem det nye køleskab, der er gemt væk under køjen. Før stak det noget ud, og det generede f.eks., når man satte sig i køjen med benene ud over kanten.

Når man ligger i køjen, har man også fået bedre lys – og en styringsenhed for ruder og tagluge, så man ikke skal rejse sig for at få lidt luft. Her er også bedre aflæggeplads for blade og bøger. Dertil kommer USB stik.

Et stort plus er også flytningen af gearvælgeren fra gulvet til instrumentpanelet – den er så lige ved hånden. Bilen var udstyret med den seneste ZF Traxon gearkasse. Den hed før AS-Tronic – og har eksisteret i 20 år.

Mest solgte TGX herhjemme

Motoren i testbilen havde altså 500 hestekræfter – en motor, som har fået en magisk tiltrækningskraft på danske vognmandskunder – så det er formentlig årsagen til, at MAN’s TGX model med denne teknik er den mest solgte herhjemme.

Motoren på 500 hk hed før opgraderingen i 2017-modelåret 480 hk – og de flere heste og bedre moment.

Nu opfylder MAN med den nye motor Euro6c reglerne samtidig med, at trækkraften er forbedret cirka 30 pct.

Kuperet motorvej

Vi prøvede den seneste MAN TGX 26.500 på en tur fra Aarhus til Randers og retur ad den kuperede motorvejsstrækning.

Bilens Efficient Cruise & Roll system, der bl.a. arbejder med radar i fronten og GPS-styring kan se vejen tre kilometer frem.

Det betyder, at bilen pr. definition altid vælger det mest optimale gear. Man kan selvfølgelig gribe ind, hvis man mener, manuelt gear er bedre i en given situation – f.eks. ved manøvrering.

Ekspert som assistent

Med på vores tur havde vi serviceinspektør Poul Jørgensen, der underviser i god økonomi. Han er uddannet i ”Profi-Drive” – og er uddannet til at give gode råd på vejen. Det gælder bl.a. korrekt brug af bilens ZF intarder.

Bilen finder jo selv ud at finde den rette afstand til de forankørende køretøjer takket været sin ACC (Adaktiv Cruise Control) – efter man har valgt hastigheden, som sker let på knapper på rattet.

Vi havde stillet ind på 85 km/t – så bilen kørte automatisk mellem 78- og 92 km/t. Der tages også hensyn til regnvejr, hvor bilen ruller tungere.

Sparer brændstof

Efficient Roll læser landskabets topografi. Det fungerer ved at gearkassen skifter til friløb fra 55 km/t på lige og faldende vejstrækninger – og sparer dermed brændstof.

Man skal fortsat vænne sig de store spejlgrupper og den vel brede A-søjle – som tager lidt af udsynet.

Køretøjet havde en samlet totalvægt på 46 tons, men de 500 hk trak ubesværet afsted med bilens last. Bilen måler selv, hvordan den kører mest optimalt – og finder på sekunder ud af chaufførens kørestil og bilens vægt. Det måles bl.a. gennem accelerationen.

Starter selv op

Udover ACC har TGX nødbremse-assistent, så bilerne følger trafikken og bremser ned ved forhindringer ned til 15 km/t. Dertil kommer linjevogter (Lane Departure Warning).

Systemet virker også sådan, at motoren selv starter op, hvis bilen har været bremset ned til 0 km/t. Er stoppet på mere end to sekunder, skal man kort træde på speederen. Så starter bilen igen. Den nye aktivitet kan forhindre mange skader.

Hele funktions-sektionen er løftet 25 mm op for at give bedre betjening – og der er ny placering af de fire kopholdere. Endelig er der kommet det nye RIO BOX flådestyringssystem til alle MAN Euro 6.

Bedre instrumentering

Der er tillige fire farver i display. Der er også syv tommer navigation i lastbilen. Kabinen er med flot, men lidt sart lyst design på instrumentbrættet.

Hele instrumentbrættet er løftet 25 mm op, og man har samlet de mest anvendte betjeningsknapper, bl.a. for varmeapparat – for at give bedre betjening.

Udvendigt kan man kende 2018-udgaven på den nye kofanger.

Faktaboks: MAN TGX 26.500
Motor: 6 cyl. turbodiesel.
Slagvolumen: 12,4 liter.
Ydelse: 500 hk ved 1.800 omdrejninger.
Moment: 2.500 Nm ved 930-1.350 omdrejninger.
Førerhus: XLX.
Aksler: Parabel for/luft bag.
Udveksling: 2,71.
Dæk: Michelin.
Gear: TipMatic (XF Traxon).
Bremser: 4 skiver, esp, abs, EBS, antispin.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk