10 varebiler dystede i dag om at blive nomineret til titlen ”Årets Varebil i Danmark 2019” – som bliver offentliggjort torsdag formiddag i næste uge i forbindelse med Transport 2019 messen i Herning.

Reglerne siger, at fem biler skal i finalen – men inden kåringsarbejdet i dag sluttede i Ringsted, var de fem finalister blevet til otte.

Det hænger sammen med, at der stillede både tvillinger og trillinger op til kåringen.

De internationale vindere

Van of the Year vinderne fra den europæiske kåring sidste efterår kæmpede sig også til den danske finale – og det er de teknisk identiske varebiler Citroën Berlingo, Opel Combo og Peugeot Partner.

PSA, der står bag de tre mærker, har forstået at udvikle tre varebiler, der holder hvert mærkes identitet eller DNA højt. Således finder vi Peugeot bombastiske grill og i-cockpit i Partner – og front og instrumentering fra Berlingo og Combo oser også af Citroën og Opel.

Vi prøvede bilerne både med og uden læs i forbindelse med den 130 hestes motor og automatgear – men selv med fuld last trækker de små varebiler fra land. Vi har tidligere kørt bilerne med 100 hk, men det klarer de også tilfredsstillende – om end lidt mere besværet.

Opel Combo først til sommer

Peugeot Partner har været på markedet siden slutningen af 2018, Citroën er netop lanceret – mens Opel først introduceres til sommer.

De omtalte tvillinger ved nomineringen handler om de eneste elbiler – nemlig MAN eTGE og VW eCrafter – som er rene bytransport-biler, som med en rækkevidde fuldt opladet når mellem 120- og 170 kilometer.

På motorvej tømmes bilerne hurtigt for strøm, men vores test gennem Ringsteds bymidte trak ikke meget strøm ud af bilerne. De var i øvrigt forsynet med 600 kg ballast, men med moment fra 0 km/t som alle elbiler var de selv med læs hurtige i afsættet.

Fyldt med Connectivity

Tredje – og anden konventionelle – nominerede er Ford Transit Connect, som i nyeste udgave har fået opdaterede motorer. Dieselmotoren på 1,5 liter er udviklet sammen med Peugeot og trækker pænt trods 500 kg ballast. Men gearene skal bruges flittigt med last.

Fjerde nominerede er i år sølvvinderen fra Van of the Year kåringen, Mercedes-Benz Sprinter – en varebil, som har beholdt drivlinen fra forgængeren, men som er helt ny, når vi taler om Connectivity – man kan kalde Sprinter anno 2019 for en bil med it i centrum.

For en transportvirksomhed kan flådechefen mere end nogensinde være bundet op på sin bilpark – via MBUX systemet, og man sågar tale med sin Sprinter – bare råbe Hey Mercedes ud i kabinen, og en venlig damestemme spørger, hvad hun kan gøre for dig! Meget spændende – men systemet er lidt svært at arbejde med.

Op til to tons trailervægt

Men man kan få bilen med flere størrelser touchscreens som i andre nye Mercedes-produkter – med et meget innovativt navigationssystem. Ellers kendes bilen på en ny front – mens varerummet er bibeholdt. Kvaliteten kan man dog ikke sætte en finger på.

Kandidat nummer fem er den eneste ombyggede personbil – den nye Toyota RAV-4, som helt har ændret stil fra den lidt høje terrænbil til den mere mainstream SUV. Bygget i Japan og med en imponerende finish vil de fleste føle sig hjemme bag rattet med det samme.

Den ombyggede bil var en benzinudgave på 2 liter og 175 hk med en trailervægt på to tons – bilen var den første Van-model – og allerede bestilt af Toyota i Holstebro, som havde en køber på hånden.

Ikke gennem nåleøjet

Vi kunne også prøve topmodellen – en 2,5 liters hybrid-benzin udgave, som kun kan trække 1.650 kg på krogen, men den var ganske hurtig og særdeles støjsvag. RAV 4 fås ikke længere med dieselmotor.

To bilmodeller kom ikke i finalen – VW Amarok med en ny og heftig 258 hk maskine, som nok kunne imponere på Vest-motorvejen, men en ny motor er ikke nok – selvom landets entreprenører med en maskintrailer og en gravemaskine her vil finde det ypperste trækdyr.

Gennem nåleøjet kom heller ikke den opbyggede Peugeot Rifter – de fleste jurymedlemmer valgte at kaste interessen på varebilsudgaven Partner, men Rifter har mere sikkerhedsudstyr, bedre komfort og bedre køreegenskaber.

.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk