Varebils- og lastbilsalget stiger fortsat – og salget for årets to første måneder ligger over salget i samme periode i 2015.
Dermed følges stigningen fra salget af personbiler – og det vidner om lidt bedre økonomi i virksomheder og mere tro på fremtiden.
Februar blev med 2.905 varebiler 33 pct. højere end for samme periode året før, og årets to første måneder blev med 5.743 varebiler 28 pct. over den samme periode sidste år. Dermed fortsætter tendensen, som man har set de seneste år.
68 procent leasing
Leasingandelen af varebiler er steget gennem det sidste år, og ligger nu på 68 pct., som er en stigning med syv procent-point.
Indbyrdes er forholdet mellem små, mellemstore og store varebiler uforandret – 1.427 er små (under 2.800 kg. totalvægt), 1.067 er mellemstore (2.801 – 3.499 kg. totalvægt) medens de største varebiler udgør cirka 441 enheder.
”Salget af varebiler indfrier indtil videre vores forventninger til efterspørgslen. Vi havde forventninger om et noget stigende marked, og det er det, vi er vidne til efter årets to første måneder, hvilket naturligvis er meget tilfredsstillende,” siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
Stigning på 16 procent
Salget af lastbiler blev med 345 enheder i februar knap fem pct. højere end i februar sidste år, men 60 enheder under januar.
Årets første to måneder ligger med 750 lastbiler knap 16 pct. over den tilsvarende periode sidste år, men tendensen er, at den samlede efterspørgsel har ligget stabilt over de seneste både seks og 12 måneder. Den lidt faldende tendens vi har set de seneste tre måneder, kan man se tilsvarende sidste år.
90 pct. over 16 tons
Langt hovedparten af lastbilerne – cirka 90 pct. – er store lastbiler med en totalvægt på over 16 tons. Blandt de store lastbiler ligger andelen af sættevognstrækkere stabilt på 55-60 pct.
”Vi tolker tendenserne i markedet som stabilt. Vi ser ingen klar vækst, men heller ikke det modsatte. Markedet udvikler sig helt i tråd med vores forventninger, ” siger Gunni Mikkelsen.
Bussalget er begrænset og med betydelige variationer hen over året, primært som et resultat af større udbud af offentlig trafik, hvorfor det ikke giver stor mening at se på de enkelte måneder. I hele året 2015 blev der solgt 550 busser, således knap 46 i gennemsnit pr. måned. I år er der i januar og februar indregistreret henholdsvis 46 og 28 busser.
Fakta – top 10 varebiler januar:
Ford Transit Custom 221 enheder
VW Transporter 209
Renault Trafic 162
Renault Master 122
Ford Transit 2T 118
VW Caddy 113
Mercedes-Benz Sprinter 102
Opel Vivaro 97
Mercedes-Benz Vito 83
Peugeot Boxer 80
Fakta – top 10 varebiler jan/feb:
Ford Transit Custom 488
Renault Trafic 358
VW Transporter 351
Ford Transit 2T 263
Opel Vivaro 260
Renault Master 200
Mercedes-Benz Sprinter 200
Mercedes-Benz Vito 196
VW Caddy 180
Ford Transit Connect 153