Det er godt, at de Olympiske Lege og Paralympiske Lege 2024 ikke skal holdes i Danmark – for den officielle mobilitet under legene står Toyota og 500 Mirai brintbiler for.

I Danmark er det – i hvert fald foreløbigt – slut med brint-stationer, mens brint bliver mere og mere interessant ude i Europa – bl.a. Frankrig, hvor atleter, trænere og officials vil blive fragtet rundt i de CO2 neutrale Toyota Mirai biler.

Ved seneste OL i Tokyo 2020 var det også Toyota Mirai biler, der stod for en stor af transporten.

Vil halvere CO2-udledning

OL organisationen har det mål for Paris 2024, at halvere udledningen af CO2 sammenlignet med de seneste lege i Europa.

Dette skal bl.a. ske ved udelukkende at benytte elektrificerede personbiler som hybrid, plug-in hybrid, el og brint under det, der betegnes som verdens største sportsbegivenhed.

Under Paris 2024 vil flåden af brintbiler blive tanket med brint, der er produceret ved brug af vedvarende energi leveret af den officielle brintleverandør under legene, Air Liquide.

Klimamæssigt ansvarligt

Sammen med arrangørerne af OL og PL i Paris har Toyota et mål om at halvere udledningen af CO2 under Paris 2024 sammenlignet med de seneste lege i Europa.

“At organisere et eksemplarisk og mere klimamæssigt ansvarligt OL og PL er et af de mål, vi har sat os med legene i Paris 2024. Vi er glade for, at Toyota hjælper os med at tage endnu et skridt i den retning med deres brintbil Mirai som en del af den officielle olympiske flåde,” siger Tony Estanguet, præsident for de olympiske lege i Paris 2024.

CO2 neutral i Europa 2040

Toyota ligger på linje med OL – med et mål om at være CO2 neutral på verdensplan i 2050 – og i Europa allerede i 2040.

Det gælder både for udledningen fra køretøjer og fra koncernens fabrikker og forhandlere. Den hurtigste vej dertil sker gennem et samspil af flere forskellige elektrificerede teknologier som hybrid, plug-in hybrid, el og brint.

Toyota Mirai er et af de nulemissionskøretøjer, der ultimativt skal være med til at fjerne CO2 fuldstændig fra den kørende flåde. Lige nu bare ikke i Danmark.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk