Opel vil nu skille sig mere ud fra GM-søsteren Chevrolet. Det fortalte Opel-chef Karl-Thomas Neumann ved det stort opsatte arrangement ”Kongress der Automobilwoche” i Berlin forleden.
Det betyder bl.a., at Opel vil bygge sine egne MPV modeller. I dag er det koreanerne, der producerer Antara i Korea. Den mindre Mokka er allerede planlagt produceret i Europa på grund en lovende salg.
Opel Antara er en stor MPV, der bygges sideløbende med Chevrolet Captiva af GM’s fabrik i Korea – tidligere kendt som Daewoo. Herhjemme sælges Antara efter en pause igen – som varebil til priser fra 255.000 kroner.
Vivaro og Zafira med PSA
Når det gælder samarbejdet med den franske ”PSA Peugeot-Citroën” koncern handler det meget om synergieffekter gennem fælles indkøb samt andre logistikopgaver. Men det skulle gerne udvikle sig til et partnerskab, hvor man dels kan udvikle en ny Zafira MPV model og en ny Vivaro varebil.
I dag bygger Opel Zafira alene – og VIvaro produceres i dag af Renault. GM har ingen platforme, der kan benyttes til disse modeller – men det vil man udvikle sammen med PSA.
Tidligere var der forlydender om, at PSA skulle købe Opel, men de nye udtalelser tyder mere på et partnerskab.
En million biler
”Vi behøver platforme, som vi minimum vil kunne bygge en million biler på. Det forklarer samarbejdet med PSA – men om det også vil blive en ny platform til en fælles lille bil, der må vi se, hvordan det vil gå fremadrettet, sagde Karl-Thomas Neumann.
Opel arbejder på at etablere en skarpere og mere selvstændig profil for bedre at komme i kontakt med kunderne. Det handler om bl.a. spændende design, fremragende kvalitet, tysk ingeniørkunst og masser af værdi for pengene.
Derimod vil man ikke forsøge sig med større personbiler end Insignia. Dertil er mærket ikke strkt nok, sagde Opel chefen på konferencen, arrangeret af bladet Automobilwoche.
Rekonstruktion vellykket
Neumann har været chef siden marts måned i år, og hans rekonstruktion af mærket har allerede betydet fremskridt – uden at være ved målet.
2014 bliver svært, men Opel er på vej mod bedre økonomi, sagde han.
I Tyskland har man for første gang i 15 år ikke tabt markedsandele. Med etableringen Opel Finansiel Services, finansierer fem pct. flere end tidligere deres bil gennem Opel selv.
Fire mia. euro til 2016
General Motors tror så meget på sit tyske datterselskab i dag, at der er planlagt investeringer på fire mia. euro frem til 2016 til rekonstruktion og adskillige nye modeller. Derfor vil man ansætte 350 nye ingeniører.
På markeder som Tyrkiet og Rusland går det stærkt fremad – og med Rusland som det kommende største marked i Europa, er det vigtigt at være med. Derimod vil Opel ikke spille med i Kina, men hele rekonstruktionen af Opel var bl.a. finansieret af søsterselskabet Chevrolets succes i landet, siger Neumann.