Opel har bygget biler siden 1899 og varebiler fra midt i 20’erne – men var kun et selvstændigt mærke i 30 år. Ejerne var fra 1929 General Motor og fra 2017 PSA.
I disse dage er det 120 år siden, at den driftige tyske iværksætter Adam Opel begyndte at bygge biler – året var 1899, og biler var formentlig lige så stort et hit dengang som det første fly og i vore dage den første computer og den første mobiltelefon.
I hvert fald ville Adam Opel ikke længere nøjes med det, som han begyndte sin forretning med – nemlig symaskiner i 1862, som han fulgte op med cykler og motorcykler.
En garage i Rüsselsheim
Det begyndte altsammen i en garage i Rüsselsheim nær Frankfurt, hvor han producerede i alt 65 enheder af Patentmotorwagenn ”System Lutzmann,” men fra 1924 åbnede han, hvad man ville kalde en moderne bilfabrik med samlebånd, som jo var opfundet af Henry Ford i USA.
Fem år efter dukkede en anden amerikaner op – nemlig General Motors, som købte Opel i 1929, så det var sammenlagt kun 30 år, det var en privat, tyskejer forretning. At forretningen så blev fransk i 2017, da GM solgte til PSA, er en anden historie.
Første Opel varebil
De første biler dengang i 1899 og de første år derefter var i hvert fald mere eller mindre bygget over hestevogne, men i 1909 viste Adam Opel en rigtig bil med 4-cylindret rækkemotor – kaldet 4/8 hk Doktorwagen, fordi Opel mente den henvendte sig bl.a. til læger, og så kostede den bare 5.000 Mark, hvor andre biler kostede fire gange så meget.
Den første Opel, der blev masseproduceret, var 4/12 hk kaldet Laubfrosch (løvfrø) efter sin grønne farve. Den kunne fås i mange udgaver – fra coupé over limousine til varebil (Lieferwagen). Bilen kom frem i 1924 og blev bygget i knap 120.000 enheder.
Stjålet af russerne
Opel begyndte at bygge Kadett før krigen, men da Kadett fabrikken lå i det tidligere Østtyskland, blev fabrikken skilt ad og genopført i Rusland, hvor bilen så hed Moskvitch. Krigsbytte kaldtes det – om end ejeren af Opel var amerikansk.
Otte år efter krigen, hvor fabrikken i Rüsselsheim var total udbombet, var man klar til at sælge biler igen – og det blev igen til f.eks. Kadett og Olympia.
Begge blev – som den større Rekord – solgt som varebiler på basis af stationcar-modeller, bl.a. Opel Schnell-lieferwagen på basis af Olympia fra 1953 med 1,5 liters motor på 40 hk med en topfart på 115 km/t. Nyttelasten var 515 kg – ganske meget dengang – og bilen fik da også succes, også i Danmark. Frem til 1957 blev det til 25.422 enheder. Få er tilbage, men Opels museum har et velbevaret eksemplar.
Kadett A Van i 1962
Kadett og Rekord varebiler var meget populære herhjemme – på gule plader og papegøjeplader, som jo er blevet genindført for få år siden. Den første Kadett A kom frem i 1962 i flere udgaver, og som sagt også som varebil.
Faktisk byggede Opel fra 1930 og helt frem til 1975 også lette lastbiler – kendt som Blitz. Men fra 60’erne var varebiler fra GM i Europa markedsført som Bedford – fra England – f.eks. CF modellen. En pick-up udgave blev solgt som Bedford KB41, men var udviklet af Isuzu.
I nyere tid har Opel kunnet fås som gulpladeudgaver af stationcars så som Astra, og senest på basis af MPV-biler som Zafira og Meriva samt nu f.eks. Crossover-bilerne Crossland-X og Grandland-X samt SUV-bilen Mokka-X.
Samarbejdspartnere
Rigtige varebiler har Opel ikke selv stået for i nyere tid, og har indtil nu bygget Combo sammen med Fiat (i Tyrkiet), mens de større Vivaro og Master er bygget sammen med Renault (Luton i England og Frankrig).
Master fortsætter foreløbig i Renault-regi, hvad angår produktionen i Frankrig, men de øvrige bygges fremover i PSA regi. Første Van er Combo, der nu bygges i Spanien af PSA som søstermodel til Citroën Berlingo og Peugeot Partner, mens Vivaro kommer i en ny udgave og skal bygges på GM’s gamle fabrik i Luton i England – som søstermodel til Citroën Jumpy, Peugeot Expert og Toyota Proace.
Varebil-centrum hos Opel
4×4-biler har Opel tidligere haft i form af en Opel Frontera (udviklet af Isuzu). I dag fås Mokka som 4×4 – ligesom den nye Combo (udviklet af Dangel) samt Insignia.
Mest spændende er måske, at PSA har ladet forstå, at den fremtidige udvikling af PSA varebiler skal foregå ud fra Rüsselsheim i Tyskland.
I 2024 er det ydermere meldt ud, at alle Opel biler skal kunne leveres i el-udgaver.
Personbilerne
Opel personbiler var også populære i efterkrigstiden – mange husker den fornemme Opel Kapitän, som senere fik overbygningerne Admiral og Diplomat.
Senere blev navnene ændret til Omega og Senator. Det var dog de færreste, der købte dem herhjemme, men biler som Kadett og Rekord var storsælgende. Rekord blev også solgt i luksusudgaven Commodore. I dag er Insignia-modellen meget populær – for ikke at nævne Astra og Corsa. Indtil nu endvidere Karl og Adam, som dog ikke skal markedsføres fremover.
Sportsvogne er det også blevet til med Opel GT, Manta, Monza og Calibra – og senest Cascada.
Hybridbilen Ampera
Også sports- og rallyudgaver af Kadett (GTE) og Ascona/Manta (Rallye/400) er det blevet til. Opel havde stor succes i rally tidligere – og støtter fortsat unge rallykørere.
Ascona-afløseren Vectra blev dog ikke kendt som rallybil – men dog med Opels OPC sports-trim, som flere modeller har haft i mange år.
Nævnes skal også hybridbilen Ampera. Årets Bil i Danmark og Car of the Year. ikke en stor succes – herhjemme solgtes et par stykker som Van. Den nye Ampera har store chancer – men den kommer nok i klemme i PSA opkøbet. Ampera er udviklet af GM i USA.