Lastbils- og varebilsproducenten Iveco tror på hurtig bedring efter de første hårde måneder med Corona krisen.

Det udtaler Thomas Hilse, der er øverste chef og CEO for Iveco, til Van of the Year juryen ved et skype interview for nylig.

Han sammenligner med finanskrisen i 2008-2009, hvor det tog op mod fem år for bilbranchen at komme til hægterne.

Hurtigere reaktion

Regeringerne har reageret hurtigere denne gang – og finansieringssituationen er bedre. Han peger også på, at fabrikker og importører nu var der til at støtte deres forhandlernetværk, som så kunne hjælpe deres kunder – så likviditeten bedre kunne bevares.

”I forhold til finanskrisen er transportsektoren i Europa forblevet spændstig, da vognmænd sørgede for en livsvigtig assistance til at dække behov fra sundhedsmyndigheder og befolkninger. Nedgangen i salget af varebiler vil vende i takt med den fortsatte stigning i nethandel,” fortæller Thomas Hilse.

Lastbilssalg er langsommere

Her peger han for Ivecos vedkommende på et godt ordreindtag for deres Daily varebilsserie, som indikerer en hurtig tilbagevenden til det normale.

”Derimod tror jeg, at det medium og tunge segment vil reagere langsommere – idet den cyklus, som udskiftning af flåderne repræsenterer, vil fortsætte som hidtil,” siger Hilse.

Når det gælder Daily-serien passer kommende fornyelser på udviklingen i samfundet.

Ny elektrisk Daily i 2022

”Hvor det i fjor handlede om up-to-date connectivity og forbedret sikkerhedsniveau, så er der i år og i 2021 fokus på en ny elektrisk Daily, der er på markedet i 2022,” siger Iveco-chefen.

Bilens robusthed og styrke ses i den unikke chassisramme, som passer til placering af de nye batterier.

Lanceringen vil ske samtidig med, at flere og flere kommuner og byer strammer restriktioner for kørsel hen imod emissionsfri transport i bycentre.

En sundere by

”Gennem Corona krisen kunne vi her i Ivecos hovedby Torino se, hvad vores by kunne blive i fremtiden – med mindre trafik og dermed mindre forurening og mindre støj,” siger Hilse.

Europas byer vil derfor presse på for at opnå emissionsfrie transportzoner – og han understreger, at hvor elbilerne skal løse disse opgaver i centre, så er det ikke mindst biogas, der skal hjælpe til bedre miljø udenfor byerne.

Her peger han på Tyskland, hvor gasdrevne lastbiler er fritaget for MAUT-betaling for kørsel på vejene.

Tror ikke på hybridbiler

Han peger også på den seneste Daily udgave med biogasdrift – med en rækkevidde på 750 kilometer.

Derimod tror han ikke på sigt på hybridbilerne i forbindelse med benzin og diesel – og han tror ikke, at brint lige nu er løsningen til varebiler. På dette felt går nogle producenter andre veje – bl.a. franske Renault, japanske Toyota og koreanske Hyundai.

For fem år siden viste Iveco deres fremtids-Daily, men selv om designet og udnyttelsen af connectivity var ”spot on” – så er teknologien ændret væk fra hybridtanken – og kundernes efterspørgsel med hensyn til nethandel betyder et øget behov for chassis-udgaver frem for kassevogne.

Brint i fremtiden

Når det gælder brint er Iveco og amerikanske Nikola til gengæld langt med deres samarbejde, når det gælder lastbiler.

I USA har Nikola deres brint-snudebiler – hvor den frembyggede Nikola Tre udgave er beregnet for Europa – med S-Way førerhus design. Bilen skal bygges på Ivecos fabrik i tyske Ulm.

Dertil kommer så planlagt 400 brint-fyldestationer i Europa. Den tyske regering har afsat syv mia euro – ca. 55 mia kroner – på brintprojektet.

Iveco køretøjer i USA

Samarbejdet med amerikanerne vil også munde ud i køretøjer fra Iveco, som finder vej til USA – formentlig eludgaver af mellemklasse-lastbilen Eurocargo, som passer ind i Nikolas portefølje. Her vil der også dukke en ny brintdrevet Nikola Badger pick-up udgave op.

Når det gælder Daily, er det ikke urealistisk, at en elektrisk Daily vil kunne få fodfæste i USA – via salg gennem forhandlere fra Iveco-moderselskabet CNH (Case – New Holland).

Thomas Hilse er dog skeptisk, når det gælder selvkørende biler – det går for stærkt med udviklingen, og teknikken vil være klar, inden man politisk er klar med lovgivningen. Han mener heller ikke, at man kan undvære chauffører i de selvkørende biler.

Selvkørende biler – ikke i byer

Man taler om selvkørende biler især i byer, men Hilse mener, at selvkørende transport kun bliver effektive over længere strækninger, som der allerede er forsøg med i bl.a. Sverige og Tyskland – bl.a. Scania og MAN, men de fleste europæiske producenter har forskning i gang.

Den nye Iveco S-Way er først ved at holde sig indtog på de europæiske markeder efter forsinkelse på grund af Corona-krisen – og snart følger T-Way, afløser for entreprenørlastbilen Trakker, som vil spille en stor rolle sammen med Iveco X-Way udgaven.

Thomas Hilse peger også på, at en bil som Iveco Daily – senest i 4×4 udgaven med totalvægt på over syv tons – ligger tæt på fabrikkens entreprenørlastbiler og med lavere vægt vil kunne betjene lastbilskunderne og skabe forbedret økonomi i forhold til mange opgaver.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk