Nu kommer Jeep Renegade i en plug-in hybrid udgave til Danmark.

Den får standard firehjulstræk, så den kan forcere det meste terræn – men er også fin i byens trafik, hvor den kan køre 50 kilometer på ren el.

Jeep Renegade har en 1,3-liters benzinmotor og en elektrisk motor placeret mellem baghjulene.

11,4 kWh batteripakke

Batteripakken er på 11,4 kWh, og den kan lades af benzinmotoren eller med kabel – enten fra 230 V-stik eller med easyWallbox fra Jeep eller den mere avancerede Jeep ConnectedWallbox. Renegade 4xe kan også lades fra offentlige ladestandere.

Benzinmotoren leverer 130 eller 180 hk – afhængig af model – og elmotoren yder 60 hk. Dermed er den samlede ydelse enten 190 hk (Limited) eller 240 hk (Trailhawk og S).

Elmotoren leverer 250 Nm, mens 270 Nm kommer fra forbrændingsmotoren.Den klarer 0-100 km/t på 7,5 sekunder, mens tophastigheden er 200 km/t i hybridtilstand og 130 km/t. udelukkende på batteridrift.

Alle med firehjulstræk

Alle tre versioner har firehjulstræk, en sekstrins automatgearkasse og en turbobenzinmotor på 1,3 liter, der arbejder sammen med en elektrisk motor på bagakslen. Der er tre køreprogrammer: Electric, Hybrid og E-Save.

Electric er den rene eldrift, hybrid giver maksimal effektivitet, og E-Save sparer batteriet, så man kan køre rent elektrisk senere på turen.

Der er også hjælpeprogrammer til ren elektrisk kørsel. Sport Mode giver en mere sportslig oplevelse ved hjælp af hurtigere respons fra motor, styretøj og speeder, E-coaching overvåger kørestilen og hjælper med at køre mere energi-effektivt – og Smart Charging giver mulighed for at styre opladningen fra køretøjets Uconnect-infotainment system eller fra en smartphone.

Masser af udstyr

Renegade 4xe kommer med syv tommer TFT-skærm. Den viser informationer om kørslen, herunder resterende batterikapacitet, rækkevidde, forbrændingsmotorens status, effekt og genopladning af batteriet.

På alle modeller er der standard 8,4-tommer Uconnect infortainment system, og her får man oplysninger om energi-flow, kørselshistorik, programmerede ladetider, styring af eSave-mode og diverse ladeindstillinger.

På Limited modellen får man blandt andet klimaanlæg, varme i forsæder samt rat, adaptive fartpilot, Apple carplay, 17 tommer alufælge, Uconnect app, Selec-Terrain System 4WD med Sport Mode, hill descent kontrol, der sikrer nedkørsel i terræn, lys- og regnsensor og automatisk nedblænding af bakspejl.

Arbejdsudgaven Trailhawk

S modellen har derudover 19 tommer sorte alufælge med 235/45 dæk, navigation, fuld LED lys; tågelygter, nær- og fjernlys, mørke tagrails, ekstra mørke ruder bag og mørkere front.

I Trailrated Trailhawk får man desuden Selec-Terrain System 4WD low med Sport og Rock Mode, beskyttelse af motor/ undervogn/ brændstoftank, 17 tommer alufælge med M+S off-road dæk, cargo plade i bagagerum, tonede ruder, og så udsmykning på front hjelm.

Renegade 4xe er udstyret med My assistant, My Car, My Remote og My eCharge. Fra mobil-appen My Uconnect kan man se opladningen af batteriet og planlægge opladning – inklusive styring af klimaanlægget f.eks. mens bilen oplades. På den måde sparer man energi fra bilens batteri, når man er undervejs.

Van-priser nok fra 150.000 kr.

De er mulighed for fuld LED-forlygter, advarsel om frontalkollisioner, vognbaneassistent, intelligent hastighedskontrol og skiltegenkendelse. Der er også mulighed for blindvinkelsensor, bakkamera, linjevogter, automatisk parkering og Keyless Go.

Jeep Renegade 4xe priser begynder som personbil fra 290.000 kr for en Limited version, mens den sportslige S og off-road’eren Trailhawk koster 330.000 kr.

Der er endnu ikke meldt Van-priser ud – men forvent priser fra 150.000 kroner plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk