Håndværkere i tusindvis får dagligt bøder for at holde ulovligt, mens de hjælper familien Danmark med at reparere en vaskemaskine eller reparere elforsyningen.

I de store byer er manglen på parkeringspladser massive – og tit skal der ledes længe efter en lovlig plads – måske et par kilometer fra kundens opgang.

Men borgmester for afdelingen for Teknik og Miljø i Københavns Kommune, Morten Kabell (EL) understreger, at han eksempelvis ikke lovligt kan inddrage beboernes pladser i dagtimerne til håndværkerbiler.

”Vi har ikke plads til at oprette en masse nye pladser til erhvervsparkering. Jeg så gerne, at man kunne reservere nogle p-pladser til erhvervsparkering om dagen og beboerparkering om aftenen. Men det er ikke muligt ifølge vores lovgivning,” siger borgmesteren.

Han understreger dog, at erhvervsparkering er noget, man har stort fokus på i København.

”Vi er udfordret af, at vi ikke bare kan trylle mere plads frem i København, så vi må få det bedste ud af den, vi har til gode. Derfor laver vi også kreative løsninger med underjordisk parkering. Vi gør, hvad vi kan inden for byens trange rum, og derfor er det også ekstra ærgerligt, at regeringen ikke vil hjælpe os. Det kunne være med roadpricing, som uden tvivl ville skabe bedre fremkommelighed og bedre plads i København,” siger Morten Kabell.

Medlem af trafikudvalget i Folketinget, Kristian Pihl Lorentzen (V), mener også, at der skal ses på de mange parkeringsproblemer, der efterhånden er opstået i mange byer.

”Det er meget relevant, at der snart bliver set på en dispensation for erhvervsbiler. I første omgang er det dog kommunerne og måske Kommunernes Landsforening, der kunne tage det op – fordi det ligger i deres regi. Men vi kan ende med, at Folketinget må se på en ændring af lovgivningen. Jeg er enig i, at parkeringsafgifter efterhånden har udviklet sig til en gigantisk pengemaskine, som i sidste ende koster samfundet unødigt dyrt,” siger Kristian Pihl Lorentzen.

I Kommunernes Landsforening er man også klar til at se på parkeringsproblemer.
”Her i Kolding har vi ikke så store problemer som i landets største byer, men i KL vi er klar til en dialog med kommunerne og landspolitikerne, hvis det er nødvendigt,” siger formand for teknik- og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, Jørn Pedersen – der også er borgmester i Kolding.
Han understreger dog, at det med så mange private p-selskaber ikke alene er en sag for Kommunernes Landsforening, men også en landspolitisk sag.

”Vi har indtil nu ikke været opmærksomme på, at problemet ved erhvervsparkering var så stort – selv om vi er løbende kontakt med organisationer som DI og Dansk Byggeri,” siger Jørn Pedersen.
En p-tilladelse i eksempelvis København kan tage flere måneder at få – hvor det i provinsen kan klares på et par uger. I Danmarks mest erhvervsvenlige by, Brande, tager det måske kun 10 dage, fortæller man i Håndværksrådet.

Chefkonsulent Lars Magnus Christensen, Håndværksrådet, har talt med mange medlemmer, som har problemer med at stille deres varebiler, når de skal udføre en opgave.

”Der er tit tale om håndværkere, som skal bære grej op i lejligheder, og da der ikke er mange ledige p-pladser, stiller de ofte bilerne ulovligt i en kort periode, mens grej og materialer bære op – men ofte lang nok tid til at få en p-afgift. Vi har haft henvendelser til bl.a. Københavns Rådhus om at få en løsning med dispensationer, men hidtil uden held,” siger Lars Magnus Christensen.

Et forslag fra den borgerlige opposition i Borgerrepræsentationen i slutningen af 2013 om at ændre 10-meter reglen til fem meter for bl.a. hjemmehjælpere og biler med erhvervslicens eller erhvervsperiodekort blev nedstemt.

”Hvis man vil undgå konfrontationen med p-vagter, kan man stille varebilen i anden position – og så er det politiet, der skal gribe ind – men gaderne i større byer er ofte for smalle til det,” siger Lars Magnus Christensen.

Faktaboks p-problemer

Håndværkere mangler p-pladser.

For få lovlige p-pladser i større byer.

Loven forhindrer midlertidig erhvervsparkering.

Håndværkere kan ikke bære tungt grej langt.

P-afgift anses for en pengemaskine.

København bygger underjordiske p-anlæg.

P-vagter må ikke skrive biler i anden position.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk