(TAORMINA)

Serpentiner-vejene fra kysten ved Taormina Mare på Sicilien og op til selve byen er stejle, og selv om det måske kun drejer sig om 5-6 kilometer, så kræver det en smidig og momentstærk motor for at komme op uden alt for mange problemer.

Men italienske Iveco ved, hvad de gør, når de sender fagjournalister fra hele Europa afsted på en så udfordrende rute.

Mest imponerende var en helt nyudviklet el-udgave med ekstra kraftige sodium-nikkel batterier fordelt på tre batteripakker – med mulighed for oplagring af energien, udviklet sammen med det italienske firma Fiamm, som også er med i Fiat-gruppen.

Hurtig diesel
Trods halv nyttelast var den hurtigere rundt i kurverne end de fleste af dieseludgaverne. Iveco benytter en torque-converter (moment-omformer) fra ZF til opgaven.- som kan fås ved årsskiftet.

Det nye batterisystem erstatter det tidligere ”Zebra” batteri, og forskellen er stor. Der spares 300 kg. egenvægt, effektforøgelsen er på 15 procent, og levetiden på batterierne er samtidig øget med 20 procent.

Rækkevidden opgives til 250 kilometer, og med hurtig-lader en 80 procent opladning på to timer. Bruger man mormorkabel hjemme, kan opladningen tage 24 timer,– men to andre løsninger med 400 volt, tager opladningen 10 timer. Altså natten over – passende for en firmaløsning.

Hybrid på trapperne
Iveco er også tæt på præsentation af deres hybridudgave af Daily – prototypen vistes allerede på IAA transportmessen i Hannover for to år siden.

Men Daily-serien er omfattende, og hvor el-udgaven måske har begrænset marked (endnu), så overrasker man med to typer firehjulstrukne modeller. Et 4×4 light til lette off-road opgaver plus et ægte off-road system, udviklet sammen med det tysk/østrigske firma Achtliner.

Den lette udgave har permanent firehjulstræk, mulighed for 12 gear, tre differentiale-spær, samt krybegear med en udveksling på 64:1. Systemet kan kombineres i alle vægtklasserne – fra 3,5 til 7,2 tons.

Terrængående
Den ”hard core” udgave findes som 3,5- og 5,5 tons totalvægt – men kun sammen med Fiat Power Trains 3-liters motor. Også denne udgave har permanent firehjulstræk og tre differentialespær.

Bilen har en centralt placeret transfer-gearkasse – så man har samlet 24 gear frem og fire tilbage. Krybegearet har her en udveksling på 120:1. I terrænet klarer den en indgangsvinkel på 50 grader og en udgangsvinkel på 33 grader. Vadedybden er 66 cm og frihøjden 30 cm.

Vi prøvede også en Daily med en otte trins automatgear, udviklet sammen med ZF – med konverter (omformer). Gearkassen klarer et drejningsmoment på 470 Nm fra motoren.

Bløde skiftebevægelser
Det er et automatgear-system, som skifter hurtigt, men også sikrer helt bløde skiftebevægelser. Selv på vores tur op ad bjerget mistede bilen ikke effekt i selv hårnålesving. Gearkassen skiftede bare lynhurtigt op og ned i gearene. Men Iveco understreger man, at det kun kan fås i en Iveco Daily med 2,3- eller 3-liters motor. Automatgearet kan fås til december.

En naturgas/biogas-udgave var også til rådighed – en 3-liter benzinmotor med 136 hk og 350 Nm drejningsmoment. Rækkevidden er 500 kilometer med naturgas og 80 kilometer med benzin (reservetank på 15 liter). Også den klarede bjergtesten uproblematisk.

Daily kan også fås som den største kassevogn på markedet – på 19,6 kubikmeter varerum – op mod fire kubikmeter mere end nærmeste konkurrent. Resultat næsten 11 tons i vogntogsvægt. En 7,2 tons udgave kommer i slutningen af året.

Teknologi fra Stralis
Daily er Ivecos mindste bilmodel, så Iveco benytter også teknologien fra de større lastbiler. Et helt nyt Iveconnect system er hentet fra den store Stralis udgave, hvor der er leveret 13.000 enheder.

Der er tale om en større radio- og navigationsløsning med syv-tommer skærm. Her kan chaufføren få at vide, hvor økonomisk, der bliver kørt, og ifølge Iveco kan man spare op mod 12 procent brændstof. Systemet er i forbindelse med virksomheden og kan som sådan også bruges til flådestyring. Daily vil også kunne fås med en særlig holder til chaufførens i-Pad/Tablet og i-Phone/Smartphone.

VI har tidligere rost den nye Daily for en bedre samlekvalitet og dermed mindre støj og færre resonnanslyde – og for et kortere udhæng bag, som har betydet bedre køreegenskaber. Alle disse dyder går igen i de mere specielle udgaver, vi har testet denne gang.

Den første generation Daily blev i øvrigt præsenteret tilbage i 1978 – og så fulgte el-udgave i 1986 (med ”in-house” teknologi fra 2009), hybridudgave i 1992 og naturgas-udgave i 2000.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk