(PARIS)
Med udgangen af august kan de første udgaver af den nye Citroën Jumper ventes at nå Danmark. Vi har prøvekørt den nye model i omegnen af Paris på små snoede skovveje, smalle bygader og motorveje – og har efterfølgende talt med Jeppe Heidemann, der er chef for Citroëns varebiler i Danmark.
Jumper er en af de varebiler, der er bygget i fællesskab med andre producenter – her med Fiat og Peugeot, for uden samarbejde er det svært at få økonomien til at hænge sammen, da produktionstallet er lavere end for personbiler. Det var anderledes, da Citroën begyndte med varebiler for 80 år siden.
Derfor er det i salgssituationen og på eftermarkedet, at konkurrencen skal stå – for både Fiat og PSA produkterne er gode.
Kunde-workshops
Hos Citroën i Frankrig har man indledt særlige kunde-workshops, hvor udvalgte kunder inviteres til test af både nye og brugte produkter. Workshops foregår tre gange om året. Citroëns udviklings- og produktionsfolk deltager og får tilbagemelding fra kunderne.
”Vi har også kunder her op til et halvt år før lanceringen, så de kan være med til at komme med kommentarer, så fejl og mangler kan blive rettet hurtigt. Vi har samtidig alle konkurrerende bilmodeller med. Hver workshop er der inviteret 20-30 kunder med til – fra en række lande fra hele verden. Ofte er det leasingfolk, der er tale om,” siger chef for TCO hos Citroën-fabrikken, Ludovic Musy.
Den nye Citroën Jumper kører fremragende. Men sine korte udhæng og forbedrede hjulophæng er vejgrebet stærkt forbedret – og der er opdaterede motorer med ny type indsprøjtning og stempelringe. Ved testen i udkanten af Paris prøvede jeg 130- og 150 hestes udgaver, der har bedre brændstoføkonomien.
2 km længere på literen
Tager vi således den 150 hk udgave i den store L3H2 udgave (næst-længst og næst-højst) kører den nu 13,8 km/t, hvor den nuværende udgave kører 11,8 km/l. Det betyder også lavere grøn afgift, når CO2-tallet falder fra 224 til 189 gram.
Nu var der ikke læs på bilerne, som vi kørte – og så er det umuligt at fornemme bilens smidighed, for tomme er de fleste erhvervsbiler hurtige.
Min svenske kollega, som for nylig har testet de nye Peugeot Boxer, forsikrede dog om, at de er både smidige og hurtige – og samtidig væsentligt mere støjsvage end modellen i dag. Jeg har kun prøvet Fiat Ducato med læs – men det er ikke den samme teknik (Fiat bruger sin egen 2,3 liter motor, hvor PSA-Peugeot/Citroën bruger 2,2 liter Ford motorer).
Passagerer sidder lodret
Når man har vænnet sig til at indstille højden på sædets for- og bagkant, så får man en god kørestilling i de nyudviklede sæder. På passagersædet sidder man dog mere lodret og dermed mere ukomfortabelt. Gearskiftet er fortsat joy-stick typen og let at arbejde med.
”Designet er udviklet i fællesskab mellem PSA og Fiat – med møder i begge koncerners designcentre. Der var mange diskussioner om front-design, som jo skulle adapteres til hver af de tre mærker – ikke mindst Citroëns vinkler (bomærket),” sagde chefdesigner Andrew Cowell.
Man er gået efter et stærkere design i stedet for den blødere streg hos forgængeren – og har tænkt professionelt med bl.a. 3-delt for-kofanger, som sænker vedligeholdelses- og forsikrings-omkostninger. Det skal være billigere at køre i Citroën – derfor er det ikke salgsprisen, der har højeste prioritet, men derimod totalomkostninger, Total Cost of Ownership – her tæller bl.a. længere serviceintervaller og lavere driftsomkostninger i det daglige.
Flere forstærkninger
Varerummet er kun ændret minimalt gennem flere forstærkninger og bedre låsetøj til bl.a. skydedøren. Bredden på 1,87 meter kombineret med L4H3 modellens 17 kubikmeter betyder at bilen er smidig i bytrafik – og langt kortere ed konkurrenterne. Dørene kan åbnes op til 270 grader (option fra fabrik) – og læssekanten er lav.
Standardudstyret er opgraderet i forhold til fabrikkens egne detaljer – og omfatter bl.a. kabineadskillelse med rude, el-sideruder, højdejusterbart rat, Webasto varmeapparat, el-opvarmet bagrude, esc-bremser, radio/CD afspiller med USB, Bluetooth og 5” Touch screen, højdejusterbart førersæde med armlæn og lændestøtte samt varme i førersædet.
Dæktryksalarm koster 1.238 kr. plus moms, men det bliver lovkrav på mandskabsvogne senere i år. 1. november er det lovkrav i Europa for personbiler.
Pakkeløsninger
Udstyr som linjevogter (lane departure warning) vil kunne fås senere. Navigation kan fås med 5 tommer farveskærm for 3.438 kr., antispin med Hill Holder (bakkestart) og Hill Descend (nedkørsel fra bakke) fås for 2.750 kr. 130- og 150 hestes e-HDI motorer har stop/start-system.
Her kommer vi så til de danske modeller, hvor der er valg af fire pakkeløsninger, hvor fabrikken har seks pakker.
De fire pakker er:
Pack Transport:
Aircondition.
P-sensor bag.
270 grader åbning af bagdøre.
Fartpilot.
Pack Look:
Tågeforlygter.
Hjulkapsler.
LED lys fortil.
Pack Comfort:
Affjedret førersæde.
Klimaanlæg.
Rat og gearknop i læder.
Pack City:
Bakkamera og radar bag.
El-indklappelige sidespejle.
”Pakkeløsningen er nem for både kunder og sælgere, og vi forventer, at 70 pct. af salget bliver Pack Transport pakken. Den vil normalt koste 23.000 kroner plus moms, men som pakke kun 9.900 kroner. Vores standardliste omfatter radio med Bluetooth, som ellers først er standard på dyrere modeler. Fordelen ved pakkerne er, at de kan regnes ind i leasingprisen i stedet for at skulle betales over tre år. Dertil kommer så vores tilbud på fire års garanti i forbindelse med en serviceleasing-kontrakt,” siger Jeppe Heidemann.
Fakta Citroën Jumper HDI 150 hk
Motor: 4 cyl. turbo.
Slagvolumen: 2.198 ccm.
Ydelse: 150 hk v. 3.500 omdr.
Moment: 350 Nm. v. 1.750 omdr.
Miljø: Euro 5 (Euro 6 lovkrav fra 2016).
Bremser: vent. skiver for. Skiver bag.
Forbrug-snit: 13,8 km/l.
CO2: 189 gram/km (Miljøklasse E).
Årlig grøn vægtafgift: 8.120 kr.
Bredde varerum: 1,87 m.
Bredde mellem hjulkasser: 1,42 m.
Lastlængde: Max. 4,07 m.
Skydedøre: Max. 1,25 m brede.
Bagdøre: Max. 2,03 m høje.
Bagdørsåbning: 180 grader (option 270)
Volumen: 8- til 17 kubikmeter.
Læssehøjde: 49,3- til 60,2 cm.
Pris e-HDI 150 fra: 229.990 kr. ekskl. moms.
Jumper fra: 148.990 kr. ekskl. moms.