Salget af nye varebiler steg i maj til 2.421 nye biler. Det er en fremgang på 23,1 pct. i forhold til maj 2013.
”Det er en meget kraftig vækst, som varebilssalget undergår i disse måneder. Det er voldsomt og en positiv overraskelse. Efter et par år med en stabilisering efter krisen ser vi nu for alvor at varebilssalget rykker og det er kraftig indikator på, at erhvervslivet tror på fremtiden og tør investere i det produktionsapparat, som varebilerne er en vital del af for rigtigt mange små og mellemstore virksomheder,” siger Bent Mikkelsen.
19,7 pct. færre lastbiler
Til gengæld er lastbilsalget faldet markant – efter ellers at have stabiliseret sig i sidste måned.
Indregistreringen af nye lastbiler faldt i maj med 19,7 pct. i forhold til maj sidste år. Der blev indregistreret 253 nye lastbiler – et fald fra 315 i maj 2013.
“Faldet i indregistreringen af nye lastbiler er bekymrende. Selvom dette marked er markant anderledes end vare- og peronbiler, havde vi forventet en beskeden fremgang i 2014. Det regner vi stadig med bliver årets resultat, men det er klart at udviklingen i maj er anledning til at holde nøje øje med udviklingen over de kommende måneder”, siger Bent Mikkelsen.
Bilsalg topper stadig
Ligesom salget af varebiler, bliver der fortsat solgt flere nye biler. Selvom stigningstaksten i maj blev knap så stor som i de forgående måneder voksede bilsalget endnu engang. Salget steg med 1,4 pct., i forhold til maj sidste år, og dermed fortsætter udviklingen mod endnu et rekordår for bilsalget i Danmark.
Endnu mere markant var udviklingen i salget af varebiler. Her voksede salget i maj med hele 23,1%, og cementerede, at erhvervslivet for alvor er i markedet efter kommercielle nye køretøjer.
”Vi oplever igen i maj et meget positivt marked, der er præget af en kraftig efterspørgsel. Det er en markant og historisk bevægelse i retning af en udskiftning af bilparken. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at de mindste biler ikke længere egenrådigt dominerer salgslisterne. Derimod synes danskerne nu igen, at have fået appetit på de lidt større biler”, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.
Og ifølge bilimportørerne er der tegn på, at den positive udvikling vil fortsætte hen over sommeren.
”Efterspørgslen er så kraftig, at vi forventer, at den positive udvikling vil fortsætte i de kommende måneder. Det understreges også af tilvalget af de lidt større biler, der er endnu en indikator for optimismen blandt forbrugerne”, siger Bent Mikkelsen.
Varebilsalg i maj 2014 (markedsandel i pct.):
Ford Transit – 311 – (16,2 pct)
Mercedes-Benz Sprinter – (7,2)
VW Transporter – (5,7)
Ford Transit Connect – (5,0)
Citroën Jumper – 92 – (4,8)
VW Caddy – 92 – (4,8)
Iveco Daily – 89 – (4,6)
Renault Trafic – 86 – (4,5)
Mercedes-Benz Vito – 78 – (4,1)
Opel Vivaro – 76 – (4,0)
Varebilsalg i januar-maj 2014:
Ford Transit – 1.216 – (14,2)
VW Transporter – 660 – (7,7)
Mercedes-Benz Sprinter – 506 – (5,9)
Opel Vivaro – 402 – (4,7)
Renault Trafic – 387 – (4,5)
Mercedes-Benz Vito – 375 – (4,4)
VW Caddy – 348 (4,1)
Fiat Ducato – 313 – (3,7)
Renault Master – 277 – (3,2)
Citroën Jumper – 269 – (3,1)