Varebilsalget har tordnet frem det seneste år – alenei år med en fremgang på 16 procent i forhold til 2013, som var det største varebilsår siden krisens begyndelse i 2009.

Men Peugeot har ikke ligget særlig godt i forhold til bl.a. konkurrenterne fra søsterselskabet Citroën – samt Fiat, som bygger fælles varebiler til alle tre mærker.

”VI har ganske enkelt haft størst fokus på vores personbiler, hvor det er lykkedes at gå frem med 45 procent til en markedsandel på 10,1 procent. På varebiler ligger vi på cirka seks procent – men efter vores vellykkede satsning med personbilerne, skal vi nu for alvor i gang med varebilerne i resten af året og næste år,” siger produktchef Sten Schwaner, Peugeot Danmark.

Ny dedikeret sælger
Helt præcist betyder det, at man har ansat en dedikeret varebilsælger i København – og han skal assistere tre forhandlere med varebilerne.

Derfor er det først nu, at Peugeot som den sidste af samarbejdspartnerne går i gang med at sælge deres Boxer model – længe efter at Citroën gik i gang med deres Jumper og Fiat, der i øvrigt vandt titlen ”Årets Varebil i Danmark 2014” med deres Ducato.

Samtidig har Peugeot Danmark sat salget af el-udgaven af Peugeot Partner i gang – og har allerede kontakter hos både offentlige myndigheder og private virksomheder. Endelig vil man satse på ombyggede personbiler – bl.a. den nye 308 SW.

Flere ombyggede personbiler
Denne gruppe af biler har oplevet en god fremgang.

Salget af ikke mindst store varebiler hænger meget sammen med både leasing- og udlejningsfirmaers indkøb – ofte til meget giftige priser. Her købes ind til kundens behov af varebilsstørrelse – men der er dog en vis down-sizing på gang, hvor kunder skifter fra helt store varebiler til netop en bil som Boxer – for at skære i omkostninger og for at få bedre økonomi.

Den nye Boxer er præget af den forbedrede samlekvalitet og de forbedrede køreegenskaber, som vi har nævnt i forbindelse med søstermodellerne. Alle tre biler bygges af Fiat på Europas største varebilsfabrik i Val de Sangre nær Pescara i det østlige Italien.

Forskellige motorer
Det er primært på motorsiden, der er forskel på modellerne fra henholdsvis Fiat og Peugeot/Citroën (PSA). Hos PSA er det i overvejende grad 2,2 liters dieselmotoren, der sælges mest. Motorerne er forbedrede ved bl.a. en nyt indsprøjtningssystem fra tyske Continental. Det har betydet, at de nu går op mod 15,2 km/l mod før op mod 13,5 km/l. Der er dog kun en enkelt 150 hk udgave, der har stop/start system – for det er den eneste motor, hvor det betaler sig økonomisk.

Boxer har i lighed med sine søstre forstærkninger i vanger og i taget, bedre skinner til sidedøre og bedre hængsler til bagdørene. Dertil kommer en front i tre dele, så reparationer kan gøres billigere. Priserne på

Boxer går fra 150.000 kroner til 280.000 kroner, men Boxer fås i øvrigt i et utal af udgaver
85 pct. af Boxer salget består af kassevogne – resten af chassiser og dobbeltkabine-chassiser. Bilen fås i fire længde og tre højder. Ny variant er L1/H2 – altså helt kort og mellemhøjs tag – som er kommet på programmet efter kundeønsker. Flere vil gerne have korte biler i byerne. Boxer og søstre har klassens bredeste varerum på 1,87 meter.

Trailervægt op til tre tons
Vægtene er på 3 tons, 3,3 tons og 3,5 tons og trailervægte på mellem 2,5- og 3 tons. Største model kan fås på fire tons – med forstærket gearkasse.

Motorerne varierer fra 110- til 180 hk. Den største motor kommer fra Fiat Power Train og findes også i Ducato og Iveco Daily. Euro 6 motorer er dog ikke klar før i slutningen af næste år.
På elbilsiden blev Partner Electrique præsenteret på den netop gennemført ”Driving Green” messe i Øksnehallen i København.

Elmotoren er den samme som i den lille Ion-model – og teknikken er hentet hos elbil-partner Mitsubishi – blot er der flere battericeller i Litium-ion batteriet at gøre godt med i Partner. Der er tre års garanti på batteriet eller begrænsede 30.000 km.

Lynhurtig start
El-motoren yder 67 hk og der er 2.000 Nm mellem 0- og 1.500 omdrejninger. Bilen har maksimalt en rækkevidde på 170 km – men nok nærmere mellem 80 og 140 km – alt efter årstid. Serviceintervaller er 1 år eller 20.000 km.

Her aflades batterierne og lades op igen, så de 80 celler arbejder ens. Kapaciteten er 22,5 kWh. Bilen kan både oplades hjemme med et såkaldt mormorkabel på 8-14 timer eller med en hurtiglader, hvor 80 pct. er opladet på 30 minutter.

Bilen samler strøm op ved bremsning og når speederen slippes – hvor strømmen via en inverter føres tilbage til batteriet. Servicekontrakten på elbilen er 20 pct. billigere end en dieseludgave.

En kort og lang udgave
Bilen fås i en kort og en lang udgave og med to eller tre sæder i kabinen. I dieseludgaven er salget af dobbelte passersæde oppe på 99,8 pct. af salget. Det koster ekstra 3.000 kroner at få den lange L2 model. Nyttelasten er 636 kg i den korte udgave med tre sæder (og 532 kg i den lange udgave).
I dag betales der ikke afgifter for en elbil – så bilen koster fra 189.000 kroner, hvor en tilsvarende dieselbil koster 120.000 kroner.

Seneste bil, vi fik præsenteret, var den nye 308 SW – opbygget som varebil af firmaet Prefence i  Trelleborg. Bilerne kan også opbygges hos forhandlerne. Her får de et kit fra Sverige. Der bores ikke huller ved ombygningen – man anvender de hullerne, der opstår, når bagsæderne tages ud. Læssekanten er i øvrigt ganske lav – og varerummet rummer 1,7 kubikmeter. Takket været PSA’s nye EMP2 platform vejer den nye 308 SW 140 kg. mindre end forgængeren.

De nye 308 SW har alle Euro 6 motorer med SCR-system og AdBlue tilsætning – ABlue-tanken er på 20 liter.

Fakta: Peugeot Partner El.
Effekt: 67 hk.
Moment 200 Nm ved 0-1.500 omdr.
Serviceintervaller: 40.000 km/2 år.
Første service: 20.000 km/1 år.
0-100 km/t: 18,7 sek.
Topfart: 110 km/t.
Gearkasse: Automatisk.
Bremser: ABS og esc stabilitetskontrol.
Vendediameter: 11 m.
Nyttelast: 636 kg (med tre sæder.)
Opladning: 8,5-14 timer.
Hurtigladning: 80 pct. på 30 min.
ECO tast: slukning af varme og a/c,
Ladekabel: 10 meter.
Varerum: 3,3-3,7 kubikmeter.
Bredde v. hjulkasser: 1,23 m.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk