Ford forhandlerne ser nu en stigende efterspørgsel på de nye plug-in hybridudgaver af Ford Transit Custom (PHEV) – især fra virksomheder, der har skiftende kørselsbehov.

En spændende ordre er netop effektueret hos Andersen Biler på Nørrebro i København. Her har man leveret fem Transit Custom PHEV sendebiler til TV2 Lorry.

Bilerne er opbygget med redigeringsmuligheder, borde, pulte, flystole, køleskabe og reoler – og tillige solceller på taget. De er tillige folieret. Arbejdet, som har taget en måned pr. bil, var lagt i hænderne på firmaet RTT i Gladsaxe.

Det alsidige valg

”TV2 Lorry har bl.a. valgt de nye biler, fordi de kan køre på el, når de løser opgaver i byens miljøzoner – og så kan benytte bilens rækkevidde-forlænger, når der f.eks. er opgaver i Nordsjælland,” siger salgschef Thomas Bram, Andersen Biler.

I begyndelsen var der lang leveringstid og tildeling af plug-in-hybrid bilerne. De større lande stod foran Danmark – bl.a Storbritannien og Tyskland.

Transit fabrikken i Tyrkiet har senest været lukket ned i en periode, grundet Covid-19. Men nu er der normal leveringstid på alle Transit.

40 biler leveret

”Der er i Danmark på nuværende tidspunkt indregistreret cirka 40 Transit Custom PHEV,” siger Jens Svane, CV Zone manager, Ford Danmark.

Ford i Danmark har på nuværende tidspunkt en større ordrebank på Transit Custom PHEV modeller, som begynder at komme hjem nu. Samlet er 1.000 Transit-modeller med både diesel og PHEV forøvrigt på vej hjem, og de er alle solgt på forhånd.

”Omkring fremtidig produktion er vi nu igen tilbage på fuld produktion, hvorfor leveringstiden på en fabriksbestilling vil være som på vores diesel modeller af Transit Custom – op til cirka tre en halv måned,” siger Jens Svane.

Bred kundegruppe

Der findes dog også på nuværende tidspunkt lagerbiler i landet til straks-levering og biler i pipeline.

”Det er en meget bred kundegruppe, der har vis interesse for vores Transit Custom PHEV fra mindre håndværkere, større landsdækkende virksomheder samt stat, regioner og kommuner,” siger Jens Svane.

Bilerne kan køre op til 47 kilometer på ren el i byen – mens de yderligere kan køre 500 kilometer med rækkevidde-forlængeren i form af den lille 1-liters benzinmotor, som ikke driver hjulene – men producere strøm, så elmotorerne kan drive forhjulene.

Samler strøm op

Det giver en vis ro, når man kører afsted vel vidende, at man ikke løber tør for strøm. Det oplevede vi ihvertfald her i VOTY.dk, da vi prøvede bilen igen for nylig.

Takket været regenererende bremsning – hvor bilen samler strøm – forlænges rækkevidden dog samtidig. Vælges man L (low) i gearvælgeren i stedet for D (drive) samles optimalt meget energi op.

Men når man f.eks. kører på motorvej med opladning, så er den lille benzinmotor nærmest på overarbejde – og støjniveauet noget højt. For man kører jo med 1-trin CVT gearkasse – så omdrejningerne er høje. Det gælder også, når man kører med en del vægt.

Fra 54- til 85 decibel

I bytrafik er bilen jo helt støjsvag. En norsk kollega målte 54 decibel – mens med benzinmotoren på arbejde ved 80 km/t målte han op mod 85 decibel. Én decibel mere end en Transit med 130 hk dieselmotor.

47 km er hurtigt brugt op – hvis man ikke (via en knap på instrumentbrættet) indstiller bilen til at køre på strøm på et senere tidspunkt (EV later) i stedet for at vælge strøm med det samme (EV now) – er man langt nede i strøm, vælger man at lade batterierne op under kørslen med benzinmotoren (Charge). Endelig kan man vælge auto-modus.

Vores testbil havde en vis evne til at ville hoppe tilbage i EV-mode eller auto-mode – og der kunne gå en del kilometer, før den accepterede Charge-mode. Bilen passer bedst til bykørsel – og når strømmen er gået, så kør stille og roligt mens batterierne lades op.

Samme leasing-priser

PHEV varebils-modellen er dyrere at købe end en diesel og derfor er afskrivningen også længere. Men hvis ens kunder kræver den grønne bil, så er bilen er god løsning. Især når man har meget blandet kørsel i by og på land.

For bilen er på prissedlen ikke billig med begyndelsespris på over 300.000 kroner, som er 60.000 kroner mere end en vanlig diesel-Transit. Men den er samtidig billigere at servicere og eldele slides ikke som motordele generelt – og så er der otte år garanti på eldelene. Mod to år på en dieselmotor.

”Da nærmest alle varebiler i dag leases, vil det nærmest være helt de samme ydelser – plus/minus 100 kroner – der vil være på den nye plug-in hybrid bil end på en diesel – altså samme samme TCO, Total Cost of Ownership,” siger Jens Svane, zone-manager hos Ford i Danmark.

Lever sit eget liv

Bilen drives fuldt elektrisk af en elmotor på 92,9 kW og et litium-ion batteri på 13,6 kWh. Derfor fungerer Fords 1-liters EcoBoost-benzinmotor som nævnt udelukkende som rækkevidde-forlænger.

Men motoren lever sit eget liv – og det er ikke kun chaufføren, der får omdrejningerne op på benzinmotoren, men også motoren selv, når når der er behov for at sætte en opladning i gang.

Så er det den lille benzinmotor, der går i gang med at fylde strøm på batteriet. Motoren er i princippet den samme, som sidder i de fleste af Fords personbiler.

330 kr. i stedet for 4.000 kr.

Bilen kører efter WLTP tallene 32,3 km/l og udleder 70 g/km i gennemsnit.

Den grønne ejerafgift for seks måneder er 330 kroner. Her koster en diesel Transit ca. 4.000 kroner for samme periode.

Bilen har fortsat en nyttelast på 1.000 kg som dieselbilen, for den lille letvægts benzinmotor er sammen med de elektriske komponenter ikke tungere end den store dieselmotor, som Transit er kendt for.

Nedsætte CO2 udslip i byer

Hybridvarebiler som Custom PHEV kan være med til at reducere CO2-udslip væsentligt i byområder – selv uden fuldt etablerede opladningsnetværk.

”Mange virksomheder og offentlige myndigheder har allerede henvendt sig om bilen – men det gælder også hele leasingbranchen, som gerne vil prøve bilen. For bilen opfylder mange krav til grøn transport i byerne – nu kan man køre i en elektrisk bil i byen og bruge rækkevidde-forlænger udenfor byen – så risikoen for at løbe tør for strøm elimineres,” siger Jens Svane.

Geofencing holder øje

Ford Transit Custom Plug-in Hybrid vil samtidig automatisk skifte til kørsel på strøm, når den eksempelvis kører ind i byområder med miljøzoner.

Det skyldes en såkaldt geofencing-teknologi, der dermed sikrer, at byers krav til emissionsfri kørsel i city-områder omfyldes.

Geofencing fungerer som en virtuel grænse i Transit Custom Plug-in Hybrids GPS. Systemet gemmer varebilens kilometertal og opholdstid i miljøzonen som krypteret data, der kan deles med lokale myndigheder for at give et billede af kørslen på ren strøm.

Årets varebil i Europa

Når bilen kører ud af miljøzonen igen, bruges Fords 1-liters EcoBoost-benzinmotor som rækkeviddeforlænger. Teknologien gør det også muligt for chaufføreren at indstille sine egne personlige ”grønne” zoner, så varebilen automatisk slår over i elkørsel i bl.a. et skoleområde.

Transit Custom Plug-in Hybrid blev i fjor valgt til årets varebil i Europa for 2020 – International Van of the Year – af en 23 mand jury fra de fleste europæiske lande. Dansk jurymedlem er VOTY’s redaktør Carsten Teiner.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk