En samlet varebilsbranche lå underdrejet i flere måneder fra før jul – mens den ventede på en afklaring på de nye bilafgifter.

Vi har talt med forhandlere, der solgte varebiler uden at kunne give en endelig pris – for mange kunder har jo brug for at skifte deres arbejdsredskaber, varebilerne, løbende.

Men afklaringen kom i februar – og dermed kom der igen gang i salget. Eller som man siger det hos DBI, De Danske Bilimportører: Med februars nyregistreringer er niveauet for 2021 således reduceret til 10,9 procent under sidste års niveau i samme periode.

Fodslæbende januar

Der blev indregistreret rigtig mange varebiler i december i forbindelse med overgangen til det nye afgiftssystem.

“Det resulterede i en noget fodslæbende januar måned. I februar vendte vi tilbage til normalen – endda med fremgang i forhold til både februar 2020 og februar 2019, hvilket tegner godt for de kommende måneder,” siger adm. direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig.

Seks pct- over februar 2020

Med 2.645 nyregistrerede varebiler endte februar måned seks procent over februar sidste år, hvor der blev indregistreret 2.496 nye varebiler. I alt er der indregistreret 4.711 nye varebiler i årets to første måneder, hvilket er 10,9 procent færre end i samme periode af 2020.

”Kigger man på vægtklasserne, var det særligt de tunge varebiler (over 3.490 kg), der gjorde sig positivt bemærket i februar måned. Med en fremgang på hele 8,8 procentpoint i forhold til februar i fjor, stod de tunge varebiler for 28,8 procent af de nytilkomne varebiler. Væksten skete på bekostning af de mindste varebiler (op til 2.500 kg), der afgav en markedsandel på 8,4 procentpoint,” udtaler Rørvig.

Lastbilsalg fortsat stabilt

Lastbilsalget fortsætter den stabile periode. Tilgangen af nye lastbiler de sidste 8 måneder har næsten været en tro kopi af de samme måneder året for inden. I februar blev det til en beskeden fremgang på 0,6 procent i forhold til februar 2020.

”Hos DBI glæder vi os over lastbilsalgets stabilitet. Selvom vi har indregistreret en anelse færre lastbiler det sidste halve års tid, er det dejligt at se, at lastbilerne ikke har ladet sig slået sig ud af udefra kommende faktorer. Det havde vi som sådan heller ikke forventet, da lastbiler ofte bestilles længe før de faktisk leveres og indregistreres,” siger Mads Rørvig.

Overgik 2020-salget

Februar 2021 var den første måned i 12 måneder, hvor antallet af indregistrerede nye lastbiler overgik antallet i samme måned i fjor.

343 nye lastbiler blev det til i den forgangne måned, hvilket er to mere – eller 0,6 procent flere – end i februar 2020.

De mindste og de største

År-til-dato er der dermed kommet 702 nye lastbiler ud på de danske veje – det er 7,8 procent færre end i januar og februar sidste år.

”Imens de mindste (op til 16 ton) og største lastbiler (over 24 ton) øgede deres andele af markedet med hhv. 1,1 og 2,2 procentpoint i den forgangne måned, tabte de mellemtunge lastbiler (16,001 til 24 ton) tilsvarende 3,4 procentpoint af markedet,” er meldingen fra DBI.

Igen gang i bussalget

De stille måneder for bussalget ophørte i februar. 90 nye busser blev det til, hvilket står i skærende kontrast til januar måned, hvor der ikke blev indregistreret en eneste.

Hele 55 af de nye busser var elbusser.

I forhold til samme måned sidste år blev der dermed indregistreret 164,7 procent flere busser i den forgangne måned.

Tilvækst på 11,1 pct.

År-til-dato har bussalget oplevet en tilvækst på 11,1 procent sammenholdt med samme periode af 2020.

”Udviklingen i bussalget skal som altid tages med en række forbehold, da vi analyserer relativt små tal, og da enkelte leverancer eller udeblivelsen af samme kan påvirke udviklingen markant. Som følge af at mange trafikselskaber udskød deres køb af nye busser i 2020, er det forventninger om et fornuftigt bussalg i 2021,” siger Mads Rødvig.

Varebilsalg januar og februar 2021:
Ford Transit Custom 793 enheder
Mercedes-Benz Sprinter 346 –
Volkswagen Transporter 325 –
Mercedes-Benz Vito 309 –
Ford Transit 2 tons 256 –
Renault Trafic 161 –
Volkswagen Crafter 159 –
Renault Master 159 –
Ford Transit Connect 137 –
Iveco Daily 136 –

Varebilsalg februar 2021:
Ford Transit Custom 403 –
Volkswagen Transporter 218 –
Mercedes-Benz Sprinter 215 –
Mercedes-Benz Vito 176 –
Ford Transit 2 tons –
Renault Master 106 –
Renault Trafic 104 –
Volkswagen Crafter 100 –
Peugeot Expert 99 –
Iveco Daily 82 –

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk