Mercedes-Benz skruer op for elektriske varebiler, når et helt nyt produktionsanlæg for elektriske varebiler slår portene op formentlig i 2025 i polske Jawor.

Her har den tyske bilproducent allerede bygget forbrændingsmotorer siden 2019 – og har produceret batterier siden 2021.

Den nye fabrik opføres i samarbejde med den polske stat og en række økonomiske partnere – og fabrikken bliver den første, som udelukkende skal producere elektriske Mercedes-Benz varebiler.

Konkurrencedygtige

”Vores ambition er at tilbyde de mest attraktive varebiler og serviceydelser. For at kunne gøre dette, bliver vi nødt til at være innovative og konkurrencedygtige på alle områder, og en nøglefaktor er en reorganisering af vores europæiske produktionsnetværk,” siger chefen for Mercedes-Benz Vans, Mathias Geisen.

Beslutningen om at opføre nye produktionsfaciliteter i Jawor er endnu et skridt på vejen mod fuld elektrisk mobilitet i Europa.

Reducere omkostninger

”Med denne strategi styrker vi ikke blot produktionen, men fremtidssikrer også hele værdikæden – lige fra indkøb til produktion, logistik og salg. Dermed vil Mercedes-Benz også i fremtiden sikre sin førende position når det gælder elektriske varebiler,” lyder det fra Mathias Geisen.

Ved at skærpe fokus på fuldt elektriske varebiler gør Mercedes-Benz det muligt at reducere omkostninger, optimere forsyningskæder og øge energieffektiviteten i produktion, er meldingen.

Fabrikken i Polen er blot ét af flere skridt, som Mercedes-Benz tager for at optimere produktionen og sikre sig en fremtid som én af de førende leverandører af elektriske varebiler i Europa.

Begynder i 2025

VAN.EA, Van Electric Architecture, er den fremtidige modulare platform, som fra 2025 vil være grundlaget for elektriske varebiler fra Mercedes-Benz i mid-size- og large van-segmentet.

Mercedes-Benz er generelt i gang med at optimere sine europæiske fabrikker, så de passer til elektriske varebiler baseret på VAN.EA.

Udover den nye polske fabrik omfatter det nuværende produktionsnetværk de tyske fabrikker i Düsseldorf og Ludwigsfelde – samt fabrikkerne i spanske Vitoria for Vito-, V-klasse og EQV-serierne – og franske Maubeuge for Citan-modeller.

Fremtidig plan

For alle enheder er der lagt en fremtidig plan med fokus på øget produktion af elektriske varebiler.

Fabrikken i Düsseldorf producerer i øjeblikket den nuværende generation af de største Sprinter og eSprinter modeller, og fra andet halvår af 2023 vil fabrikken i Düsseldorf også producere en ny generation af eSprinter.

Dertil kommer også opgaverne med chassiser, som i fremtiden vil blive baseret på VAN.EA.

En kort overgang

På fabrikken i Ludwigsfelde har man siden 2018 produceret den nuværende generation af Sprinter. Fra foråret 2024 vil også den nye generation af eSprinter blive produceret i Ludwigsfelde, og samtidig vil denne fabrik blive et kompetencecenter for opbygning af elektriske varebiler.

En opdateret Sprinter med lidt længere rækkevidde end i dag ventes allerede i begyndelsen af 2023 – og den bliver så efterfølgende afløst af den helt nye eSprinter efter VAN-EA platformen

Længere rækkevidde

Fabrikken i Vitoria producerer lige nu midsize-modellerne Vito, eVito samt V-Klasse og EQV, og fra 2025 vil mid-size-modellerne baseret på VAN.EA også blive bygget på den spanske fabrik.

Men allerede nu har Mercedes-Benz præsenteret en elektrisk Vito og V-klasse herhjemme med længere rækkevidde – som findes i de elektriske Tourer- og EQV modeller.

Den mindste også med el

På fabrikken i Maubeuge produceres kompaktmodellen Citan, og den kommende eCitan og EQT bliver fremadrettet også produceret på den franske fabrik, som ejes af Renault.

På denne fabrik bygges også alle udgaver af Renault Kangoo og Nissan Townstar.

eCitan ventes også på det danske marked i begyndelsen af det nye år.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk