Københavns Postcenter ved Københavns Hovedbanegård flytter senere på året til Høje Taastrup. PostNord Danmark lejer sig ind i en 19.000 kvadratmeter stor bygning, som ejes af Carlsberg A/S. Det skriver Transportmagasinet.

Bryggeriet har ikke længere brug for hele den store bygning – ikke mindst efter at flere aktiviteter nu er placeret på bryggeriet i Fredericia.

Vi har tidligere skrevet, at Carlsberg i dag har ændret hele deres logistik i forbindelse med distribution, hvor veksellads-containere pakkes færdigt til de enkelte ruter i Østdanmark, så chaufførerne nu henter containerne i Høje Taastrup, hvortil de ankommer med tog. Carlsberg har til formålet anskaffet sig en del MAN vekselladsbiler til distributionen.

Velegnede lokaler
”Vi har fundet nogle meget velegnede lokaler i Høje Taastrup, som logistisk set ligger godt, og som vi nu skal til at indrette, så vi kan skabe de optimale rammer for fremtidens postsortering, siger Henning Christensen, Chef for PostNord Danmark, til Transportmagasinet.

Bygningen, der er beliggende Bohus Boulevard 1 i Høje Taastrup, benyttes i dag som lager, og PostNord Danmark skal i gang med en større ombygning, inden den kan tages i brug.

De 16.500 kvadratmeter vil blive indrettet til produktion, mens resten bliver kontorer med mere. PostNord Danmark overtager lokalerne fra oktober, hvor den fysiske indretning begynder, skriver bladet.

Carlsberg fortsætter i bygningen
Området, som den nye bygning ligger i, hedder TransportCenter Høje-Taastrup, hvor der i forvejen er flere andre logistikvirksomheder.

Carlsberg vil fortsat have aktiviteter i bygningen, og medarbejderne fra PostNord Danmark og Carlsberg kommer blandt andet til at dele kantine.

Københavns Postcenter skal flytte fra den nuværende placering i København, efter at PostNord Danmark tidligere i år solgte området til Danica Pension.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk