Kia er prototypen på en vinder til den internationale Van of the Year pris – Årets Varebil i Euopa.

Kia har ikke været på det europæiske marked siden begyndelsen af dette årtusinde, da de fra scratch udviklede et helt ny varebilskoncept: PBV.

Det betød fra begyndelsen Purpose Build Vehicle, men nu betyder det Platform Beyond Vehicle. Og PBV skal danne grundlag for fabrikkens varebiler fremover.

Et køretøj i tiden

PV5, den første varebil fra PBV konceptet,- er et køretøj i tiden – med elektrisk teknik – som også er meget robust og velbygget – som Kias personbiler – med mange spændende detaljer, som kan sammenfattes i ordene Innovation og effektivitet.

Vi kan nævne lav indstigning, kraftige håndtag og kontakter, lille vendediameter, fine køreegenskaber, god rækkevidde (i modeller med stort batteri) – og et hav af udgaver allerede første år på markedet.

I dag er der flere udgaver af kassevogne, et chassis, en minibus og en handikap-bus – og der er to batteristørrelser. I 2027 forventes storebroderen til PV5 – kaldet PV7 – at komme på markedet.

Fuldt fortjent

Så det var fuldt fortjent, at den koreanske producent løb med sejren for 2026.

Jury-formand Jarlath Sweeney overrakte IVOTY-trofæet vicepræsident Sangdae Kim fra Kia-ledelsen i forbindelse med transportmessen Solutrans i Lyon sidste efterår.

Replika til Danmark

Og nu har VOTY.dk derfor overrakt en replika af det originale trofæ til PR- og Event Manager for importøren Kia Danmark, Lene Mejdal Iversen.

Kia Danmark er et selskab i Nellemann Group.

Overrækkelsen foregik på Sørup Herregård ved Ringsted forleden.

Fakta:  Spørgsmål

Vi har i den forbindelse stillet Lene Mejdal Iversen en række spørgsmål.

Hvor stor betydning har Van of the Year-prisen til PV5 for Kia i Danmark?

”Det har stor betydning for os. PV5 er ikke bare en ny model – det er starten på Kias satsning på varebiler og vores kommende PBV-forretning (Platform Beyond Vehicle). At PV5 allerede inden lanceringen bliver anerkendt internationalt med en så prestigefyldt pris, giver både troværdighed og opmærksomhed i markedet. Det sender et stærkt signal til både kunder og forhandlere om, at Kia kommer seriøst ind i varebilssegmentet.”

Hvad betyder det for Kia Danmark pludselig at få varebiler i programmet ?

”Det åbner et helt nyt forretningsområde for os. Kia har i mange år været stærkt positioneret på personbiler, særligt inden for elbiler, men med PV5 får vi adgang til erhvervskunder på en helt ny måde. Det betyder også, at vi som organisation skal tænke anderledes – både i forhold til salg, rådgivning, service og partnerskaber. Erhvervskunder har andre behov og forventninger end privatkunder, og det er en spændende udvikling for os.”

Og hvordan har I tacklet situationen indtil nu ?

”Vi har brugt meget tid på forberedelse. Det handler ikke kun om at introducere en ny bil, men om at bygge et helt nyt setup op omkring varebiler. Vi har arbejdet tæt sammen med vores forhandlere om uddannelse, værkstedsfaciliteter, eftermarked og forståelsen af erhvervskunder. Samtidig har vi været ude meget tidligt for at skabe dialog med potentielle kunder og samarbejdspartnere. Der er nyligt ansat en Country Manager til udelukkende at fokusere på vores varebiler.”

Hvordan går det med at få varebilsforhandlere – så som antal, uddannelse og eftermarked ?

”Det går rigtig godt. Vi oplever stor interesse blandt vores forhandlere, og vi er i gang med at etablere et landsdækkende netværk af autoriserede Kia Erhvervscentre. Her er fokus ikke kun på salg, men i høj grad også på kompetencer inden for service og eftermarked, som er afgørende for erhvervskunder. Der bliver investeret i uddannelse af både sælgere og teknikere, så kunderne får en professionel rådgivning og hurtig service.”

Hvordan ser I udviklingen af salget af PV5 i Danmark ?

”Vi forventer en positiv udvikling. Det danske marked bevæger sig hurtigt mod elektrificering – også på varebilssiden. Ifølge de seneste tal fra Mobility Denmark udgjorde el-varebiler hele 40,9 procent af de nye varebilsregistreringer i april, og segmentet voksede med 66 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det understøtter, at markedet er i markant forandring.”

”Samtidig mærker vi allerede nu en stor interesse for PV5. Dels fordi modellen lever op til mange virksomheders forventninger til en moderne elektrisk varebil med fokus på rækkevidde, funktionalitet og teknologi – og dels fordi størrelsen rammer et meget attraktivt segment. PV5 overlapper nemlig også dele af segmentet over de traditionelle kompakte varebiler, hvilket gør den relevant for en bred gruppe af kunder.”

”Vi forventer især interesse fra virksomheder i bynære områder, håndværkere og flådekunder, hvor elektrificering og totaløkonomi fylder stadig mere i beslutningsprocessen.”

Hvad er salgsmålet for PV5-varebiler for Kia i Danmark ?

”Vi har naturligvis ambitioner, men lige nu er det vigtigste for os at få etableret et stærkt fundament. PV5 er første skridt i en større satsning, og derfor handler det både om volumen og om at opbygge relationer til erhvervskunder. Vi forventer, at PV5 bliver en vigtig spiller i det elektriske varebilssegment i Danmark.”

Hvordan vægter I små lokale messer og f.eks. byggemarkeder som markedsføring af PV5 i Danmark ?

”Meget højt. Erhvervskunder skal opleve bilen tæt på deres hverdag. Derfor tror vi meget på lokal tilstedeværelse, hvor kunderne kan se, røre og prøve bilen i relevante omgivelser. Lokale erhvervsmesser, håndværkermesser og aktiviteter ved byggemarkeder giver en direkte dialog med målgruppen og skaber en anden form for nærhed end klassisk annoncering.”

”Det er op til vore lokale forhandlere at være til stede lokalt, men vi som importør koncentrerer om større nationale messer og udstillinger.”

Hvad er kravene til jeres forhandlere i forhold til salgsaktiviteter af PV5 ?

”Vi stiller krav om et højt fagligt niveau og en aktiv indsats lokalt. Erhvervskunder forventer tilgængelighed, fleksibilitet og rådgivning, der tager udgangspunkt i deres konkrete behov. Derfor skal vores forhandlere arbejde målrettet med opsøgende salg, lokale aktiviteter og stærk service. Samtidig skal de være klar til at rådgive om alt fra forskellige opbygninger, opladning til totaløkonomi og drift.”

Hvad er forventningen til den næste Kia varebil – den større PV7 – og hvornår kan den leveres til kunder ?
”PV7 bliver et meget vigtigt næste skridt for Kia på varebilssiden. Den vil åbne for endnu flere anvendelsesmuligheder og større kunder med behov for mere plads og kapacitet. Vi forventer stor interesse, også i Danmark, men den ligger stadig lidt længere ude i fremtiden. Kia har endnu ikke meldt en endelig dansk lanceringsdato ud, men forventningen er, at den lanceres i 4. kvartal 2027,” siger Lene Mejdal Iversen.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk