Ved at introducere elvarebiler til samme pris som dieseludgaver har Renault Danmark skabt mulighed for at få gang i den grønne fremtid for distributionskøretøjer.

Det begyndte på transportmessen eComExpo i Bella Center i oktober, hvor den ny Renault Master blev lanceret til 325.000 kroner i eludgave – det samme som dieseludgaven koster med automatgear (som eludgaver altid er.)

72.990 kroner er prisen faldet i forhold til listeprisen – inden bilen er leveret til en kunde. Eludgaven kan ganske vist først leveres i det nye år, hvor dieseludgaven kan leveres i år.

Prisfald på alle varebiler

Samtidig er alle andre Renault varebiler – inklusive ombyggede personbiler – sat klækkeligt ned i pris.

Indtil nu har salget af elektriske varebiler været begrænset til cirka 14 procent herhjemme – men noget lavere i resten af Europa med omkring fem pct. samlet.

Ifølge Mobility Denmark (tidligere De danske Bilimportører) er elektriske varebiler gået 3,7 procentpoint frem i løbet af tredje kvartal i år – men hele 87 pct. i oktober, så elvarebiler udgjorde 22,8 pct. af salget – så hver femte varebil i oktober var eldreven.

En fjerdel af salget

Vi har talt med Nikolaj Elgaard, produktchef for varebiler hos Renault Danmark, om deres nye prispolitik og strategi.

”Vi tror på, at vores elektriske varebiler vil udgøre en fjerdedel af varebilsalget allerede til næste år. Vores forhandlere har allerede nu fået flere henvendelser fra kunderne,” siger Nikolaj Elgaard.

Før var der langt mellem kunderne – for man kunne ikke tvinge kunderne over i en elvarebil. Og rækkevidden i den gamle Master E Tech var for kort for de fleste kunder.

Flere lademuligheder

Men mange kunder tænker fortsat rækkevidde ind som vigtigste parameter – selv om en elvarebil i snit måske kun kører 100 kilometer om dagen.

Alligevel betyder den nye Masters rækkevidde på over 400 km (WLTP) alverden.

I takt med, at der er kommet mange flere lademuligheder herhjemme og rækkevidden på Renaults elvarebiler er blevet længere, så er fordelen ved at købe dem blevet stor.

El-varebilers TCO lavere

”Ser vi på TCO – Total Cost of Ownership – eller totalomkostningerne – så er elvarebiler nu meget billigere end dieseludgaver. Man kan direkte beregne de økonomiske fordele. Dertil kommer den bedre komfort og bedre arbejdsforhold uden støj,” siger Nikolaj Elgaard.

Nu kan kunderne se, at der er penge at spare ved at købe en elvarebil som Master E-Tech – og ikke først om 7-10 år som før prisnedsættelsen.

Og vigtigst af alt – at økonomidirektøren i forretningen også kan se det.

Samler ekstra strøm op

Udover den billige elektricitet i forhold til dieselolie, så samler elvarebilen i tæt trafik også strøm op ved opbremsning og speederslip, så man ofte kan samle mere strøm op end man bruger.

”Rækkevidde er ikke længere et emne – især når man lærer at benytte 1-pedal kørslen,” siger Nikolaj Elgaard.

Den sikrer, at man endda i bykørsel kan øge rækkevidden under kørslen. Måske endda 30 km ekstra i en større by.

Brint en løsning

Visse typer af kørsel – f.eks. daglig kørsel på tværs af landsdelene – er fortsat et marked for diesel-varebiler.

Her kan brint-teknologien måske vinde indpas på sigt. Renault er klar med deres Master brint-varebil senest i 2030.

De nye priser har skabt et ramaskrig i branchen – og alle er nødt til at sænke priser og komme med andre fordele for at matche Renault.

Lovende resultat

Renault har hidtil ikke solgt så mange af deres øvrige E-Tech elvarebiler Kangoo og Trafic, men med de nye priser kan man bedre konkurrere.

Der er da også sat nye kampagner i gang, hvor resultatet er lovende.

Renault Danmark vil i tak med den øgede interesse for Kangoo gen-introducere den helt særlige ”Open Sesame” sidedørs model uden B-søjle, stor åbning og drejbar reol herhjemme.

Flere håndværkere

Også Trafik E Tech tror man på vil kunne klare sig – selv om den er kommet lidt sent på markedet.

Med de nye priser vil flere håndværkere kunne have interesse for den – selv om rækkevidden er ca. 300 km (WLTP). Hos Renault Danmark ser man bl.a. flere besøgende på hjemmesiden.

”Hvor man skal op med 1.000 kroner for at tanke en større diesel-varebil op med 80 liter, slipper man jo med væsentlig mindre for at lade en elvarebil i samme størrelse op,” siger Nikolaj Elgaard.

Flere billigere PC-Van’s

Prisnedsættelserne på varebiler omfatter også ombyggede personbiler – PS-Van’s – hvor både Mégane E Tech og Scénic E Tech – sidstnævnte fra 219.000 kroner eksklusiv moms.

Her har en medarbejder kørt 22.000 km på fire måneder – og fyldt strøm på for 2.400 kr. I en dieselbil var det tidligere 20.000 kr. til diesel.

Fakta: Nye, private ejere

At Renault Danmark har kunnet få så lave priser igennem med den franske producent tilskriver man ikke mindst, at importen er gået fra at være datterselskab for fabrikken til de to nye ejere – portugisiske Caetano og svenske Hedin.

Hedin Caetano AB, er et joint venture på 50-50 pct mellem Salvador Caetano og Hedin Mobility Group, der er oprettet for at overtage Renault Groups distributionsvirksomhed i Danmark og Sverige.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk