(WIEN)
Roadpricing for både lastbiler og personbiler er i dag modent til at blive gennemført. Teknisk virker systemet, siger man hos it-selskabet Kapsch TrafficCom i Østrig.
Kapsch har leveret det flere steder i Verden, så det ikke kun omfatter lastbiler – men også personbiler. Det har man bl.a. gjort i Portugal.
Men danske politikere er bange for vælgerne siger lektor Harry Lahrmann, AAC.
Passer godt til Danmark
Harry Lahrmann, Aalborg Universitets institut for Samfundsudvikling og planlægning, mener, at Roadpricing passer bedre til Danmark end mange andre lande.
Harry Lahrmann var med i en arbejdsgruppe under Trængselskommissionen, som afleverede en rapport til daværende transportminister Pia Olsen Dyhr om Roadpricing.
Kommissionen talte varmt for Roadpricing for at løse trængselsproblemerne herhjemme, men regeringen var ikke positiv. Det var ikke det, som man ville. Men teknisk er der i dag ingen problemer med at indføre Roadpricing, som eksperter hos østrigske Kapsch også har berettet overfor VOTY.dk’s udsendte.
Fem år at implementere
”I forbindelse med omlægning af afgifter på person- og varebiler, ville Roadpricing være den bedste løsning. Det vil måske tage fem år at implementere den GPS styrede Roadpricing – men så kunne bilister i begyndelsen vælge, om de ville vælge en bil med Roadpricing eller uden – og så betale de nuværende afgifter,” siger Harry Lahrmann.
Han understreger, at det er vigtigt, at Roadpricing kommer til at gælde alle veje – for gjaldt den kun motorveje, ville alle undgå motorvejene. Samtidig skal det også være billigere at køre uden for myldretiderne.
Bange for vælgerne
”Men jeg tror ikke, det vil blive indført under den nuværende regering – den er bange for vælgerne. Det bliver en borgerlig regering, der kommer til at indføre Roadpricing. Anders Fog Rasmussen havde planerne klar i 2008 – inden finanskrisen – baseret netop på en GPS løsning. Roadpricing passer jo godt til en liberal tankegang,” siger Harry Lahrmann.
Hos DTL-Danske Vognmænd var man med til kaste grus i maskeneriet i forhold til den tyske Maut-betaling for lastbiler.
”Vi var ikke tilhængere af Maut’en i begyndelsen – og der var jo også mange børnesygdomme. Men nu virker det jo tilfredsstillende. Om systemet også kan bruges til personbiler, ved jeg ikke – det er vigtigt, at der ikke kan svindles –og det bliver svært at kontrollere på mindre veje,” siger Ove Holm, underdirektør i DTL-Danske Vognmænd.
Testet i Tyskland
Elektroniske kørselsafgifter kendes gennem mange år fra bl.a. Tyskland for lastbiler over 12 tons.
Afgiften bestemmes gennem en GPS enhed i OBU’en (On-Board-Unit). Desuden er der særlige Maut-galger over vejene, som kommunikerer med lastbilers OBU og kontrollerer, om denne virker.
Lastbilerne i dag måles bl.a på motorvejsnettet i Tyskland – og har man ikke tændt for sit anlæg (OBU), så opdager systemet det ved passage af Maut-stationerne/galgerne, og så er det en sag for politiet.
Teknisk være en hjælp
Teknisk vil det herhjemme være en hjælp med Roadpricing til at få vejafgift fra lastbiler – som det sker i Tyskland med Maut’en.
”Spørgsmålet er, om det kan overføres til private borgere – ligesom hele det juridiske spørgsmål med overvågning og retssikkerhed skal drøftes. Vi går jo også ind for fotoovervågning med nummerplade-genkendelse som kontrol,” siger Ove Holm.
Hos Kapsch i Østrig er man sikre på, at behovet for at kombinere forskellige elementer i trafikken, bliver meget større fremover – inklusive Roadpricing.
Til vejvedligeholdelse
”Alene udgifterne til vedligeholdelse af veje vil være svære at betale uden en form for elektronisk betaling. Betaling er vigtig for økonomien.” siger Georg Kapsch, CEO i Kapsch TrafficCom.
Han mener også, at det bliver en udfordring bliver at kombinere de mange forskellige systemer og standarder, som der findes i Europa – i USA er der alene fire forskellige. Men det kan teknisk lade sig gøre. Kapsch har leveret det mange gange.
”Betaling, når man kører, er en fordel, fordi man får alle køretøjer med – også udenlandske. Vi står ofte for både at sætte systemerne op og sende regningerne til ejerne af køretøjerne på vegne af vejmyndighederne – både ved GPS-anvendelse og andre betalingsløsninger. Men det kunne også være et flådestyringsfirma,” siger Peter Ummenhofer, vice president Solution and Product Management, Kapsch TraficCom.
Har du penge – kan du få
I USA er der betalingssystemer, hvor det er muligt at betale mere, og så køre i baner, hvor der er bedre fremkommelighed. Andre steder betaler man mindre, hvis der er flere personer i én bil.
Faktisk sætter kun fantasien grænser for, hvad man kan få ud af betalingssystemer som Roadpricing.
Senest har Tyskland netop vedtaget at forlænge sit Maut-system til 2018 – foruden på motorveje og motortrafikveje også på 1.100 km. nye eje. Desuden udvides betalingen fra lastbiler over 12 tons til lastbiler over 7,5 tons. Forbundskansler Angela Merkel har dog tidligere udtalt, at hun på sigt ønsker, at Maut’en kommer til også at omfatte personbiler.